Bekendelser fra en såret sjæl
Jeg ved godt at jeg nok skal kæmpe mig igennem det her. Jeg er bare, jeg er simpelthen gået i stå. Jeg er gået i stykker. Jeg har ikke kræfter i dag, til at rejse mig. Jeg har ikke viljen til at rejse mig. Jeg har ikke kræfter til at sætte mig selv sammen i dag. Jeg har ikke plaster nok. Jeg er i kaos. Jeg er i krig.
Jeg føler mig røvrendt. Misbrugt. Taget for givet. Jeg er sur. Vred. Arrig. Skuffet. Dybt ulykkelig. Svigtet. Min tillid er brudt. Min tillid er brugt! Folk har virkelig - som i VIRKELIG, taget røven på mig. Og misbrugt mit gode dybe hjælpsomme hjerte. Jeg har givet og givet og forstået og hjulpet og været der -og tilgivet, igen og igen og igen og igen. Jeg har sat mig selv så langt ned på ranglisten, for at være der for andre. For mit naive kærlighedshungrende hjerte, har gjort mig i stand til at se andre før mig selv. Jeg kan mærke din smerte når du har ondt. Og jeg slipper alt vad jeg har for at prøve at fixe din smerte. Og nu sidder jeg her, alene, ødelagt, uden livsmod og sørger. Jeg er jo i dyb sorg. I sorg over, at folk har været nogen idioter. Egoistiske. Nogen narrøve. Manipulerende. Og fucking ligeglade med MIG- med mindre, de selvfølgelig selv skulle have noget ud af det. Hvorfor!!???? Hvorfor har jeg ladet dem gøre det? Hvorfor har jeg ikke lyttet til mig selv. Min mavefornemmelse. Mit hjerte. Hvorfor fuck skal jeg sidde her og skamme mig. Skamme mig over, at jeg har valgt mig til. Alle andre gør det. Vælger dem selv først. Du gør det sikkert også. Du siger sikkert fra, når noget føles forkert. Når nogen overskrider din grænse. Jeg er sikker på, at du siger STOP! Hertil og ikke længere. At du siger nej! Hatten af for dig.
Jeg har ikke kunnet. Og det har knækket mig. Jeg får heldigvis hjælp. Masser af hjælp faktisk. Samtaler med min præst f.eks. Fantastisk menneske. Og mens jeg skriver det, så sidder jeg og smiler. For han kan sgu noget. Ham Ole der. Og min veninde. Jeg troede kun at der var et menneske der kendte mig, men nop. Hun kan bare sætte ord på mig. Tegne et helt andet billede af mig end det jeg ser i spejlet og mærker indeni. Og så er der underviserne fra mit PTSD kursus, som bare sætter fuuucking ord på!!!!! AV. Det gør så ondt. Så ondt. Men de sætter ord på de reaktioner min krop har. Forklarer HVORFOR min krop reagere som den gør. Uden de ved noget som helst som mine traumer, eller de andres. De oplyser “bare”. Og jeg ved altså meget om mig selv. Og om PTSD og bla bla. Men det er som om de bare læser mig. Beskriver mine reaktioner. Mine følelser. Sætter ord på. Det har givet mig en forståelse hvorfor jeg er som jeg er. Hvorfor jeg reagere på en sang, en lugt, en lyd en situation, en farve, en sætning, et ord. Og det er et eller andet sted så skide banalt. Seriøst. Vidste du måske, at kroppen gør ALT for at overleve? Og når hjernen bliver bange, så stopper din rationelle hjerne med at tænke og dit indre krybdyr tager over og beskytter dig. For DU skal bare overleve. Kamp og flugt -og lammelse. Hvilken en af dem du tager i situationen vælger du ikke selv. Det gør dit krybdyr baseret udefra hvordan du overlevede i situationen ALLERFØRSTE gang du oplevede den!! Vildt ikk. Så når jeg reagere på feks en sætning,, og bliver stille, eller bange eller råber eller skriger, så er det baseret udefra hvordan jeg overlevede da jeg hørte den første gang. Ja, OVERLEVEDE!!!! Jeg ved sgu godt det lyder som om jeg har været i krig eller har oplevet en katastrofe. Det har jeg ikke. Men jeg er vokset op i en så utryg verden fra jeg var lille bitte baby, og de der har skulle passe på mig, har fravalgt min sikkerhed, så jeg har altid levet i overlevelsesmode. Min krop har altid været i kamp og flugt eller lammelsestilstand. Min krop har altid været i allerhøjeste alarmberedskab. Det er ikke noget jeg selv har været skyld i. Min hjerne har gjort alt den kunne for at JEG SKULLE OVERLEVE!!! Og derfor har jeg den dag i dag, nogen meget uhensigtsmæssige mønstre. Jeg har en personlighedsforstyrelse, som biprodukt af min PTSD. Jeg ved faktisk ikke hvem jer er. For da min personlighed skulle laves, var der ingen der holdt mig i hånden og viste mig vejen. Ingen der fortalte mig hvad der var rigtigt eller forkert. Ingen der lærte mig at sige NEJ!!! Ingen der lærte mig, at grænser er noget meget meget fundamentalt vigtigt at kunne skabe. Jeg har lært det hele selv. Jg har tilpasset mig i alle de mærkelige situationer og liv jeg har været i. Jeg har smugkigget på andre. Jeg har stjålet lidt fra andre. Jeg har samlet brikker fra andre og prøvet at skabe min egen personlighed udefra dem. Så, egentlig tænker jeg, at der ikke er noget at sige til, at jeg har rod i hovedet og kaos indeni.
Og når jeg skriver uhensigtsmæssige mønstre, ja så betyder det faktisk, at jeg har sat mig selv i så mange dumme situationer, hvor mine grænser er blevet overtrådt. Og jeg har vidst det. For jeg har mærket det. Mærket at noget var forkert. Jeg har bare ikke kunne sætte ord på. Jeg har bare følt noget, som ikke var rart, men i og med jeg ikke har lært hvad fuck grænser er, ja så har jeg ladet folk gøre ting ved mig. Udsat mig selv for svigt i bund og grund. For jeg har jo svigtet mig selv gang på gang med mine mønstre og min xtreme higen efter at blive elsket. Jeg har bare ikke vidst det.
Men det gør jeg nu. Og nu er det slut! Jeg er igang med at finde mig selv. Finde ud af hvem jeg er. Og det gør ondt, skal jeg lige sige. For jeg har spillet skuespil hele mit liv. Tilpasset mig hele mit liv. Og jeg er træt. Træt af at spille skuespil. For sådan her, sådan her er jeg indeni -forleden dag, fik jeg et flahback. Temmelig voldsomt. Min krop begyndte at reagere. Hjertebanken. Uro. Kaos. Jeg var bange.
Jeg skrev det ned i øjeblikket;
jeg er rastløs. Ked af det. Uro i benene. Har tonsvis af tanker om min mor og stedfar og dengang. Og mærker utryghed. Har det som om jeg er en lille bitte baby. Sidder på gulvet og kan ingenting. Kan ikke hjælpe mig selv videre. Ser bare på mennekser der ikke ænser mig. Som laller rundt. Råber. Skændes. Slås. Det er højt. Jeg kan ikke overskue larmen. Jeg er utryg. Jeg er bange. Tag mig op. Pas på mig. Tag mig væk. Red mig. FÅ MIG VÆK HERFRA!!!!
Jeg hyperventilerede og græd. Gik frem og tilbage. Efter 20 min var jeg rolig igen. ( et angstanfald kan i øvrigt HØJEST varer 20 min, for så går kroppen igang med at regulere sig selv, så ved du det!) Det er sådan noget der rammer mig, nogen dage flere gange om dagen faktisk. Og jeg har det som om jeg har løbet et maraton bagefter. Nogen gange rammer de her flashback aka angstanfald mig også i netto eller Rema eller hos venner eller når jeg ligger i sofaen eller når jeg sover og vågner med mareridt. Min krop gennemlever ALLE følelserne igen og igen og igen og igen. Det er SÅ udmattende. Jeg bliver faktisk skidt af at skrive det. Men samtidig hjælper det mig, at få det ned på papir.
Jeg har taget et valg- jeg vil prioritere mig selv. Og jeg kæmper. Og jeg giver aldrig op. For jeg ved, at jeg et eller andet sted herinde, har en sindssyg vilje -og en lyst til livet. Mit nye liv, kommer til at handle om mig og mig og mig og miiiiiig….
-og jeg glæder mig til at møde mig ❤️
Kommentarer
Send en kommentar