Bare… rod i hovedet 🙃

Jeg har så meget rod i hovedet for tiden. Jeg aner ikke hvor jeg skal starte eller slutte. 

………………….

Forventninger. 

Fortjeneste.

Krav.

Værdighed. 

Kærlighed.

Ærlighed.

Åbenhed.

Loyalitet.

Jeg har mange følelser. Jeg er åben. Jeg giver xtremt meget af mig selv til andre. Og tror vist nok, jeg bliver xtremt hurtig skuffet. Men kan jeg tillade mig det? For hvad kan JEG forvente af andre menneske? Jeg mener, bare fordi JEG er mig, kan jeg jo ikke forvente at andre giver det samme tilbage. Og hvad fortjener jeg? Må jeg godt fortjene kærlighed og ærlighed og loyalitet? Må jeg gerne stille krav? Må jeg godt stille krav om åbenhed? 

Jeg har de sidste par dage haft nogen ret dybe samtaler med en kammerat om det her med; 1: hvad VIL  jeg have - 2: hvad FORTJENER jeg! Det er jo to vidt forskellige ting. 

Han sagde; jeg synes ikke selv jeg giver nok til at fortjene mere… AV! Sikke en følelse at gå rundt med. Den har jeg tygget en del på. Til dels fordi jeg synes han er et pragtfuldt menneske, så det gør ondt indeni mig, at han går og føler sig usikker og ikke noget værd og til dels fordi jeg tænker, hmmmm. Jeg kender godt selv følelsen, jeg har bare aldrig hørt det blive sagt på den måde. Og så har min lille føle-hjerne været på overarbejde 🫨

Jeg har i det sidste års tid, som du nok ved, kæmpet lidt med livet. Vi er bestemt ikke altid enige om hvordan det skal leves eller opleves. Og jeg har kæmpet en del med mit eget værd. Usikkerheden i forhold til en ny kærlighed. Usikkerheden i forhold til hvilke krav jeg må stille en evt ny partner. Usikkerheden i forhold til HVAD JEG FÅKING FORTJENER! IKKE kun hvad jeg gerne vil have. For fortjener jeg virkelig det jeg gerne vil have? Er JEG værdi nok til at blive elsket? Ja. Det er jeg, men……….. må jeg FORVENTE at blive elsket som JEG elsker? Må jeg? Kan jeg tillade mig det? Et andet spørgsmål er jo selvfølgelig OM der findes en mand der kan elske ligesom jeg gør😂  Altså, jeg er jo lidt crrrraaaaaaaazy og bimmelim. 

Jeg troede jo, at mit sidste forhold var det sidste i mit liv. Jeg troede vitterligt, at det var ham jeg skulle være sammen med resten af livet. Det var sådan det var. Det var absolut ikke perfekt, men jeg troede bare det var sådan det var. Jeg troede helt ærligt ikke jeg FORTJENTE mere! Kæft en lam tankegang Djæne! Jeg -(og husk, der er ALTID 2 sider af samme sag!) synes jeg var sød og hjælpsom og lyttende og diplomatisk og empatisk og sympatisk og anerkende og pædagogisk og fåking rummelig. Men jeg følte ikke altid jeg blev gengældt i mine følelser. Men jeg valgte, at tænke; ok Djæne, det er sådan her han er, elsk ham med alle hans fejl og mangler og tag det han giver, også selvom det egentlig ikke er nok for dig, men jeg ved jo også jeg har mine fejl og mangler, så hvad kan jeg forvente af ham…. Jeg har diagnoser og er træls, og ikke som andre og mærkelig. Jeg er ikke mere værd end det. 

Og nu kan jeg “undskylde” med min komplekse PTSD og svigt og bla bla bla. Det vælger jeg IKKE at gøre. For jeg HAR fattet, at jeg fortjener mere og jeg er sååå meget mere værd! Du som læser det her, tænker måske nok, hvorfor helvede tillod du, at udsætte dig selv for det lort fra ham? Men, helt ærligt. Inderst inde vidste jeg godt det han gjorde, hans væremåde til tider, ikke var ok- på nogen måde! Men jeg giver da ikke bare op! Jeg tænkte, hvis jeg bare bliver ved og ved og ved med at sige det samme, bede om det samme, forklare det samme, så fanger han den vel på et tidspunkt. Det gjorde han ikke.

Tværtimod faktisk, så kørte han den længere og længere ud. Og blev så fåking barnlig når han ikke fik sin vilje. Og jeg kan simpelthen ikke rumme når der er dårlig stemning- så jeg gav mig gang på gang på gang på gang…. Igen- mit eget  værd…. Hvilket har resulteret i, at han nu, 1 år efter vores brud “ glemmer” at han lånte noget af mig. Som faktisk har så stor affektionsværdi for mig og mine unger, at jeg kan ligge søvnløs om natten. Nå det var lige en indskudt sætning. Grunden til jeg lige kom til at være i et “gammelt-forhold” flow, er faktisk fordi jeg har brugt meget tid på at tænke og mærke hvad jeg oplevede og hvem jeg VAR og hvem jeg er NU. Og fordi jeg er pisse vred! Men det er en anden historie. Hold op jeg har brugt meget tid på at skulle overbevise mig selv om, at jeg var ok. At jeg til sidst reagerede helt rigtigt. Det var ok, at afslutte forholdet. Jeg gav ikke bare op. Og jeg var ikke forkert. Jeg var mere værd end jeg troede. Jeg fortjente mere end jeg fik. Jeg fortjente ærligheden. Jeg fortjente kærligheden. Det var ikke bare noget jeg ville have. Jeg gav lige præcis det jeg skulle - og mere til og fortjente kærlighed! 

Og nu kommer der noget siiiiindsygt positivt, for engangs skyld.

Jeg har, med hjælp fra en traumepsykolog, min præst, mine venner og veninder og mine børn, nemlig lært; at jeg er noget værd. Jeg har ikke helt fundet ud af hvad endnu, men det kommer… 

Og det skinner nok heller ikke så meget igennem endnu. Men det kommer også…

Men igen…, kommer min wingmans sætning op…. For hvor meget skal man egentlig give for at fortjene? 

Vi giver jo forskelligt. Vi har alle en rygsæk med, med historier som vi, nogen gange ubevidst, gøre brug af, på en måske ikke skide hensigtsmæssig måde. Men vi er alle forskellige og giver forskelligt.

Vi modtager også forskelligt. Jeg er feks mega monster fuldstændig latterlig dårlig til at modtage. Jeg tør ikke tage imod. Jeg er SÅ bange. Jeg er SÅ bange for at blive skuffet…… Jeg tør ikke forvente noget af nogen. Tænk da lige hvis jeg IKKE KAN GIVE DET SAMME TILBAGE. Kæft mand. Hvor er det bare lamt! Og hvis jeg ikke tager imod, hvor længe gider du så give mig? Til sidst bliver du vel træt af at give - uden jeg tager imod. Og hva så? Så fortjener jeg pludselig ikke længere eller hva!?

Det er jo en uendelig rundkørsel det her. Ved DU hvad du fortjener? Ved DU hvad du giver og om det er nok? Er der en åbenhed omkring det med at give og tage i dit forhold? Er det legalt for dig, at bede om mere kærlighed? Mere omsorg? Mere åbenhed? Er DU ok med, at der bliver sagt; næææh, jeg mangler noget fra dig? Vil DU så tænke over, hvad DU kan gøre anderledes? Eller ved du bare hvad du vil have, og bliver tøsesure hvis du ikke får det? Fortjener DU mere end du giver? Eller tager du bare imod uden give noget igen? 

Vi kan jo ikke altid give det vi gerne vil, fordi livet nogengange bare er en røv! Fordi der er for mange ting der stresser… eller, vent lige……. -For hvis der er denne her åbenhed omkring følelser og forventninger og krav til hinanden og vi HAR fortalt om vores spøgelser og det der sårer os - så gør vi vel netop ikke det mod hinanden. Så er det vel helt legalt at sige; jeg kan ikke give dig det du fortjener lige nu, fordi jeg er presset. Men jeg tager ansvaret på mig, jeg er opmærksom på at jeg ikke er der for dig, som du gerne vil have. Men JEG har brug for noget xtra fra dig i en periode, kan vi få en snak om hvordan vi forbliver OS i denne situation. Jeg vil ikke miste dig.. det er squ at give! Her giver du da ALT hvad du har. Din sårbarhed, din ærlighed, din kærlighed, din forståelse, din omsorg. Her ser du da din partner. Du er bevidst om, du ikke er der 100 %. Du ved hvad din partner forventer og fortjener og du er opmærksom på det. Det er fanme da kærlighed! Og det er at give! 

Man er to i et forhold, så man er også to om at kæmpe for kærligheden- også når den er svær. Og åbenhed, loyalitet, ærlighed = KOMMUNIKATION kan squ da mange ting. 

For der er da ingen der skal gå igennem livet uden at føle sig værdi til kærlighed. Hvis du ikke føler dig elsket, er du ikke det rigtigt sted. 

Så Djæne, er du blevet klogere? Æææhmmm……. Jeg har fundet ud af hvad jeg vil have og jeg ved faktisk også hvad jeg fortjener.. 

-Men nej, der er INGEN der kan elske som mig- for der findes kun EN mig. Og heldigt for DIG. 

                                                                                                        ❤️