Usynlig gips

 

Der er dem der har brækket benet, brækket armen, brækket håndledet, brækket bare noget og har fået gips på. Alle kan se de er kommet til skade. Ingen tvivl om, at de er skadet. At det er en selvfølgelighed at de skal have hjælp på den ene eller anden måde 

De får sjove beskeder skrevet på deres gips. Hjerter. God bedring beskeder. Tegninger. Tekster.

Det er helt legalt ikke at kunne noget i de situationer. Der er ingen der forventer de ordner vasketøjet. Tømmer opvaskemaskinen. Fylder den igen. Handler ind. Laver mad. Gør rent. Arbejder. 

Det er helt i orden at sidde i sofaen og få serveret kage og kaffe og slik og mad og og og og og.

Ingen stiller spørgsmålstegn ved deres fravær. For de KAN jo ikke hjælpe til. Det kan alle og enhver da se. 

Jeg har ikke brækket benet. Eller armen. Eller håndledet. Eller storetåen. Eller noget som helst. 

Jeg er ikke gipset til. Jeg er bare mig.

Jeg ordner vasketøjet. Tømmer opvaskemaskinen. Fylder den igen. Handler ind. Laver mad. Gør rent. Arbejder. Får angstanfald. Mange.

Jeg bliver nødt til at gemme dem til mine børn ikke er hos mig. De må ikke se mig. De må ikke se jeg er på randen til et kollaps. At jeg ikke kan hænge sammen. At det eneste jeg har lyst til, er at ligge under min dyne. Ikke skulle forholde mig til noget. Ikke skulle tage nogen beslutninger. Bare kigge ud af vinduet. Sove. Lad mig være alene. Jeg kan ikke rumme mere i mit hovedet. I min krop.

Men jeg er mor. Og med et meget stort M. Jeg gør alt for dem. Det koster på energikontoen. Den ene har  lige fået konstateret social angst. Hun græder hver dag. Får angstanfald -som hun ikke viser mig. Vil ikke ud af døren. Græder hvis hun bliver presset til det. Går til psykolog. Går til samtaler på skolen. Sidder i sofaen med sin computer og mobil. Kan ingenting. Gør ingenting. Jeg er bekymret. Meget. 

Jeg har ikke tid til at ligge under dynen. 

Jeg er overbelastet. 

Det sagde min dame på psykiatrisk afdeling i tirsdags. For jeg er kommet ind i psykiatrien igen. Efter kun 6 måneder ude i verden på egen hånd. Det kunne jeg ikke. Hvilket nederlag. Jeg blev egentlig lettet, da vi -min læge og jeg, blev enige om, at jeg skulle tilbage. Men det er bare et stort fucking nederlag. Jeg kan ikke engang være i verden uden hjælp. Uden medicin. Jeg er sådan en belastning. En fiasko. En klods om benet.

Det kræver SÅ meget for andre at være sammen med mig. For hvordan er det lige hun har det i dag. En god dag? En dårlig dag? Kan hun arbejde? Kan hun grine? Kan hun kun græde? Kan hun OVERHOVEDET NOGET SOM HELST?

Tårerne triller mens jeg skriver. Jeg er træt. Virkelig træt. 

Der er ingen der ser min usynlige gips. Ingen der bemærker mit hul i hovedet. Ingen der forstår jeg ikke kan ordne vasketøjet. Tømme vaskemaskinen. Fylde den igen. Handle. Lave mad. Gøre rent. Arbejde.

Ingen der ser jeg har brug for hjælp nogen gange. 

Ingen skriver på min usynlige gips. Ingen sjove beskeder. Ingen hjerter. Ingen god bedring beskeder. Ingen tegninger. For de ser ikke min gips. 

Så, jeg har fundet en løsning! 

Jeg binder mit smukke hoved ind i bandage. (Jeg tænker det ligner lidt gips). Så kan folk se, at jeg er kommet til skade. Så er det en selvfølgelighed og helt legalt at jeg skal have hjælp.

Og når de spørger hvad der dog er sket med mit hovedet. Så kan jeg svarer: Jeg har hul i hovedet. 

At hullet kom helt tilbage fra jeg endnu ikke var født. Der var det blot et lille bitte bitte bitte hul. Min kære savnede elskede farmor forsøgte at sætte plaster på, men det faldt af. Igen og igen og igen.

Hullet voksede sig større og større i løbet af min barndom. Min ungdom. Mit voksenliv.

Til sidst var hullet så stort, at det var umuligt at plastre til. Der var kommet så meget lort ind i det. Der var så meget rod i mit hoved. Der var ikke plads til mere. 

Det flød over. 

Man gav mig medicin for at bedøve smerten. Samtaler for at tage de værste tanker. Ventede på, der kom bare en lille sårskorpe på.  -Det gjorde der. En helt papirtynd, næsten usynlig skorpe. Men som det nu er med sår, så ved alle jo, at når man piller i såret -så åbner det sig igen. Og mit hul i hovedet, det vil bare ikke lukke sig. Det springer op igen. Og igen. Og igen. Og igen. 

Derfor har jeg bandage på. 

-Og måske -måske, nogen vil skrive på min bandage. Eller tegne en tegning. Eller bare forstå hvorfor jeg er træt. Hvorfor jeg er som jeg er. Hvorfor jeg nogen gange har brug for hjælp- selvom jeg IKKE har bandagen på. 

Hullet. -Hullet er der stadig. Tænker det vil det altid være. Men forhåbentlig -med lidt hjælp, vil det blive mindre og bandagen, den kan jeg tage af og sætte et plaster på. 

                                                                                ❤️

PS. Jeg har 2 mennesker i mit liv, som ved hvem jeg er. Hvorfor jeg er som jeg er. Mennesker der passer på mig. Også selvom de ikke kan se bandagen. De er der altid. Det ved jeg. Jeg er bare ikke særlig god til at bruge dem. For når jeg fortæller hvor skidt jeg har det, så vil de hjælpe. Og jeg kan ikke finde ud af, at tage mod hjælp. Jeg føler mig som en belastning. At det er noget pjat med mig. At jeg er dem en klods om benet. De har deres egen hverdag at overleve. De skal ikke også tænke på mig. Jeg ved jeg gør dem kede af det, når jeg ikke fortæller dem om min tilstand. Jeg prøver faktisk nogen gange. Og hver evig eneste gang, bliver jeg så pisse flov, over at have fortalt dem om mit rod i hovedet. At jeg ikke selv kan håndtere det. 

Men

-Jeg er dem evig taknemmlig for, at de er der for mig. 

Love you 2