Den lyserøde kuffert

Vækkeuret ringer. Kl er 05:45. Vækkeuret ringer. Kl er 05:50. Vækkeuret ringer. Kl er 06:00. 

B ringer. Kl er 06.04. 

Om jeg er oppe? Naaahhhh. Men jeg skal. Skal op nu. LIGE NU!

Men jeg vil bare gerne blive liggende her under min varme dyne. Gider sove. Bare sove. Og SÅ -sove.

Men, den ene tøs som ligger ved siden af mig og snorker så sødt og den anden som ligger på en luftmadras på gulvet - ved siden af mig, skal vækkes. De skal videre i deres liv.

Jeg kryber forsigtigt ned i fodenden, og får krænget min tunge krop ud af sengen og mig lister ud af døren. De skal jo ikke vækkes liiige nu. Jeg skal først have min kaffe og medicin. Jeg tuller ud i køkkenet og sætter vand over. 

Jeg glæder mig til kl 9:30, for så er de begge afsted. (Min store pige går i 10. klasse og møder alle dage kl 10:00). 

Glæder mig til at smutte ind under dynen igen. For jeg er træt.

Jeg har mega meget rod i mit hovedet. Det kører rundt derinde. Alt hvad der tænkes kan, bliver tænkt. Alle indtryk. Alle lyde. Alle lugte. Alt går direkte ind i mit hoved. Og jeg kan ikke finde ud af at sorterer i det.

Og jeg er simpelthen bare så træt. HELE TIDEN. Og jeg har lært, at når jeg er stresset, skal jeg passe på mig selv. Så hvis jeg er træt er det et tegn på, at min krop skal slappe af. 

Jeg kan bare ikke sove. Sådan tage en lur midt på dagen. B kan tage 10 på en dag, hvis han får lov. Jeg ville ønske jeg havde hans lur-gen. 

Altså, jeg er ikke træt fordi jeg ikke sover om natten. Der får jeg jo medicin at sove på så…

Jeg kan lave noget i 1/2 time, måske 1, så er jeg fuldstændig færdig. Og jeg kan ligge mig, men falder aldrig rigtig i søvn. Jeg forsvinder aldrig. Jo nogle gange gør jeg. Hvis det har været hårdt fysisk. (Men jeg er for træt til at træne. Jeg kan ikke løfte de skide vægte eller lave krigeren eller den der hund med måsen i vejret i yoga. Jeg har ikke kræfter til det.

Og så bliver det sådan noget 3 minutters pause, 10 sekunder lave noget, 4 minutters pause og 10 sekunder lave noget. Og det gider jeg ikke.)

Nå, men min snakke-sammen dame på psyk, siger, at det er vigtigt, at jeg virkelig får slappet af. Og lytter til min krop. Det skal alle, I know, men i og med jeg har min dejlige diagnose, så reagere jeg (måske) voldsommere end I andre gør, i et eller andet omfang. Og mangel på søvn er ikke godt, som I jo nok ved. 

Nå, jeg gør hvad damen siger - nu skal der satme soves. 

                        SLEEEEP, HERE I COME 💤💤🐑

Jeg ligger mig i sengen. Klokken er måske 13 eller 10 eller 11.

Slår lydløs til på mit ur og mobil. Ligger mig godt tilrette under min 7 Kgs kugledyne. 

Og venter. Og venter. Og venter. Der sker ingenting. Tænker, -bare tænk på skyer. Kun skyer. 

Det virker ikke. Vender mig om og tager en øjenmaske på, så alt lys bliver lukket ude. 

Og venter og venter og venter. 

Så for pokker, så sker der noget under den der øjenmaske. Pludselig opstår der en “running-tanke-bar”. Du ved, som running sushi. Der er 2, nej 3 bånd, der bare drøner afsted. Og jeg sidder bare og kigger på alle de tanker der drøner forbi. Jeg når ikke nr. 6, for der er fart på. Men nr. 1 tager jeg og så rækker jeg ud efter nr. 10 og hov, nej vent, jeg skal også liiiige have nr 27 og så kommer den flotteste lyserøde rullende. Jeg tager den i et svuptag. Men neeeej, jeg vil også have den der. Den ser spændende ud. Og der, på bånd nr 3, låge 157, der kommer B. Ham hapser jeg da også lige. Og så nr 33 og 97. Og og og….

Min favn er fyldt op. Jeg har ikke plads til flere. Men jeg bliver ved med at åbne lågerne og tager en efter en ud og placere dem på puden ved siden af. 

Jeg har ikke mere plads. Men de 3 bånd, de er stadig helt fyldte. Jeg ligger og kigger på de bunker af tanker der bare ligger overalt i sengen. Jeg har ikke undersøgt EN eneste af dem. Ikke EN. Jeg har bare raget til mig. Som mågerne når vi kaster brød. Mine arme har været i slagsmål, bare for at få revet så mange som muligt ud af lågerne.

Og søvn? Ingen. Jeg har ikke sovet. Rejser mig -stadig træt, fra sengen. Glor på rodet i min seng.

Hva fan skal jeg stille op med det? Hmm. Rydder sengen med mine arme, som er de en klud der tørrer krummer op fra morgenbordet.

Finder en lille stofpose og putter dem ned i. Jeg ved egentlig godt, at jeg burde smide posen ud, men den er bare så fin. Og jeg har jo heller ikke engang kigget på noget af det der ligger dernede. Så, -jeg tager posen i hånden og tager den med mig. Ligger den på skrivebordet og aftaler med mig selv, at i morgen, i morgen kigger jeg på dem. Og får ryddet op i rodet. 

De ligger der stadig. Ligesom for 56 dage siden. Og 73 dage siden. Og 1 time siden.

Men nu har jeg købt den fineste lyserøde kuffert at putte dem i -for på en eller anden mærkværdig måde, er der komme flere til. Det er som om de avler, de skide tanker. Den ene bliver til to som bliver til fire og så pludselig bliver til 10 og ja nu. Altså jeg havde kufferten åben i dag og ja altså. Der er mange. Alt alt for mange. Og jeg ved ikke hvor jeg skal starte. 

Der er bare rod. Rod i den lyserøde kuffert.

💤😈💭