Passiv aggressiv
For HVIS den var, ja så havde jeg 2 diagnoser…. En forklaring:
Godt så. Jeg sidder hos min søde psykoterapeut Shirley og blabre løs om et eller andet og er vist pludselig blevet lidt -mmmmm, mobset.
Hun er sød og sidder og smiler til mig mens jeg forsætter. Da jeg er færdig siger hun noget klogt tilbage til mig og jeg lytter opmærksomt, indtil jeg hører ordet “passiv aggressiv” og DIG, i samme sætning. Så bliver jeg pludselig ramt af en ubeskrivelig selektiv hørelse. WTF. Sagde damen -den søde dame, der skal hjælpe mig, lige, at jeg er PASSIV AGGRESSIV!!!! Jeg sad og så på hendes fine eksamensbeviser mens hun snakkede klogt videre, men det eneste jeg tænkte på var PASSIV AGGRESSIV! Jeg er fanme ikke passiv aggressiv. Nå måske!
Jeg smed ordet ned i tasken - du ved, den lyserøde kuffert der, og sammen fik vi sat ord på nogle gamle følelser, nag og jaaa, lidt had og meget kærlighed. Temmelig blandet samtale var det faktisk.
Nå, men hjem kommer jeg. Og dagen går. Det er torsdag, så alle de nye blade er kommet på gaden -eller iPad’en herhjemme. Jeg sidder og læser i bladet psykologi -og BANG, fanme anden gang i dag, “er du passiv aggressiv”? NEEEEJJJ, lyder det inde i mit hoved, gu er jeg da ej.
Men, ja som du nok kan gætte, så måtte de der 2 ord altså op af kufferten igen. For hva fan betyder passiv aggressiv egentlig. Så jeg swipede psykologbladet væk og googlede det.
AV for den da. -Og HVIS du googler det nu, så HUSK, at du skal gå mindst EN mil ( 1,5 km) i mine sko, for at få en forståelse af, hvorfor jeg er som jeg er. ( og stakkels dig der prøver, for jeg bruger str 36, (34 i converse, 35 i Ilse Jacobsen gummistøvler) så du når nok, at få ondt i fødderne, inden du får ondt i hjertet over mit levede liv).
Nå, men når det så er sagt. Så blev jeg liiidt - eller ret meget, forskrækket over hvad jeg læste. For det er jo sindssygt hvad de to ord betyder. Nogle skriver, at passiv aggressiv til tider er en udspekuleret adfærd. Andre beskriver det som, at holde andre på afstand, så man undgår at mærke sin vrede eller sorg som man ikke kan håndterer. Andre igen skriver nogle tegn på adfærden bl.a. er at
- undgår konfrontationer og at tage ansvar
- begår vedkommende en fejl, er det aldrig han/hendes skyld, men derimod på grund af andre.
Eller, at det er en længerevarende tilstand hos en person der ønsker fred og harmoni og derfor frygter konflikter og åbne konfrontationer.
Jeg har læst meget om det, men det er dælme svært at forstå 100 %. I hvertfald for mig.
Men alt i alt, så betyder det lidt a la -at du ikke tager ansvar for dine egne følelser og bevidst/ubevidst kan komme til at være sarkastisk og nogle af dine indebrændte følelser kommer til udtryk på en ikke specielt god måde.
Desværre vil jeg sige, så kan jeg godt se mig selv i NOGLE af de ting der bliver beskrevet på diverse hjemmesider. Bl.a. det, at holde vrede, irritation, sorg, ked-af-det-hed og frustration inden i og bare sige alt er ok, selvom man er ved at eksplodere af de her følelser.
Men hvordan får man det lige sagt, så den anden ikke føler sig fuldstændig forkert..? Og hvorfor kan jeg se mig selv i adfærden? Det er nok det jeg har været mest optaget af. Hvorfor kan jeg være passiv aggressiv? Jeg ser mig selv som en meget ærlig lille dame, som siger sin mening og hvornår nok er nok. Jeg er god til at snakke og god til at forklarer hvad jeg lige føler i dag og hvorfor jeg er ked af det eller sur eller noget andet. Men efter at have gransket min sjæl, tror jeg, at jeg har regnet den ud. -ret simpelt faktisk. (Om end det har taget mig 5 dage, nogle lange gåture og lange nætter på sofaen 🧐).
Du ved jo, at alle har noget med i bagagen ikk.? Og at min barndom ikke har været en dans på roser. Jeg levede jo dag efter dag uden at vide hvad i morgen ville bringe. Hjemme hos mig talte vi ikke om følelser. Vi talte egentlig ikke ret meget. Der blev råbt en del- fuldemands råb, højlydte diskussioner i hashtågen, hendes råb som STOP, AV, VÆR SØD AT STOPPE, lyden af håndsvirpet der igen ramte min kind eller bøjlen der sved som helvede i røven, højlydt gråd, skrig når nålen ikke ramte hendes rigtige årer. Så nej, ikke meget snak. Jeg tror egentlig ikke at jeg havde så meget jeg ville sige dengang. Det var bare en normal hverdag. Jeg snakkede heller ikke med nogen om det. Hvem skulle jeg snakke med. Der var ingen der lyttede alligevel.
Da jeg var 19 gik jeg til lægen. Hun fortalte mig at jeg nok havde en depression. Jeg kan huske jeg spurgte hvorfor og hun sagde -lidt stille, pga. din barndom. Jeg grinede næsten af hende. Min barndom, hvad vidste hun dog om det. Men alle vidste jo hvem min mor var, så hun havde jo ret. Men! Det var først 3. gang jeg var hos hende at jeg erkendte, at jeg nok ikke havde det så godt og røg på lykkepiller. Jeg havde lige mødt min daværende kæreste -nu omtalt som min X-mand. Jeg startede til psykolog, men kom absolut ingen vegne. Jeg ville bare ikke erkende at jeg havde det skidt.
Jeg tog hjem til min mor og fortalte hende, at jeg havde en depression- hun spurgte hvorfor dog det og jeg svarede………. Pga min barndom. ( og jeg tager mig selv i lige i dette skrivende sekund, at taste “pga min barndom” med EN finger mens jeg holder vejret og mine læber er trukket helt ind i munden. Damn, det har jeg aldrig skrevet før. Mit hjerte banker og fuck hvad sker der -jeg sidder og hyler…….
Hallooo, i´m back. Det tog lige en halv time, 2 cigaretter og en kop kaffe at få pulsen ned, tårerne tørret væk og hjertebanken er nu under kontrol.
Det er lang tid siden jeg har reageret på lige den sætning. Jeg har fortalt det mange gange, uden at blive oprevet over det. Sikke noget pjat. Men, mens jeg lige røg min cigaret undrede jeg mig over hvorfor jeg reagerede så voldsomt. Og så slog det mig. Da jeg lagde mærke til følelsen. Jeg følte svigt. Jeg følte mig IKKE set. Jeg følte mig IKKE forstået. Jeg følte mig IKKE anerkendt. Jeg følte mig forkert. Som om det ikke passede det jeg fortalte hende. For ser du, det jeg lige reagerede på, det var hendes svar -og jeg husker det som er det lige sket. Jeg stod i stuen og fortalte at jeg havde en depression og hun spurgte hvorfor og jeg svarede….. pga. min barndom. Og hun sagde tørt tilbage
-du har da haft en god barndom!
BUM. Og jeg husker at jeg tænkte, nå. Nu gider jeg ikke fortælle dig hvordan jeg har det - aldrig mere. Og så snakkede vi ikke mere om det. Og det har vi heller aldrig gjort.
Og hvordan gør det så mig til passiv aggressiv. Jo, der hører lidt mere til historien. For de efterfølgende 11 år var jeg sammen med en narcisistisk psykopat. Vi var gift i 7 af dem og fik 3 dejlige børn.
Men min X, var -nej, er den dag i dag, stadig en narcisist. Han var (og når jeg skriver VAR så er han det altså stadig, men for at min historie kan fortælles, må det være i datid).
Han var så nedladende. Det hele handlede om ham. Jeg gjorde alt forkert. Gjorde ingenting godt nok. Jeg var en dum kælling. Jeg fattede ikke en skid. Det var mig der var problemet.
Han sagde til mig at han krummede tæer over mig. Nå, men altså, han sagde meget og gjorde meget. Det er en hel historie for sig selv. Men når jeg virkelig trængte ham op i krog og fortalte ham hvordan jeg ikke ville behandles - så holdt han sig for øerne og råbte “jeg kan ikke hører hvad du siger” og gik. Nogen gange kom hans modangreb - “du ligner fanme din mor”. Og jeg hadede min mor og ville ikke ligne hende -og det vidste han. Så det var helt fantastik for ham at få lov at sige. Så vidste han, han havde vundet og han stadig havde magten. -hvilket, hvis du ved noget om narcisister, er det, det allervigtigste for dem at have.
Jeg orkede ikke mere. Jeg orkede ikke at konfrontere ham med noget som helst. Jeg holdt alt inde. Den måde han behandlede mig, var præcis den samme måde som jeg havde levet i som barn. Og han VIDSTE hvad jeg kom fra -og han brugte det mod mig. -en psykolog sagde engang til mig, at jeg var tryg i det utrygge og at det derfor, var en af grundene til, at jeg blev sammen med ham så længe. Jeg anede ikke hvad det ville sige at være tryg. I noget som helst. For mig var alt en kamp der skulle overstås. Jeg var tryg i uvisheden, for det var kun det jeg kendte til. Jeg kunne -og kan faktisk stadigvæk, bedre navigere i det utrygge, for der har jeg magten over mig selv. Jeg ved HVAD jeg VIL føle i forskellige situationer og har lært at lukke absolut ALLE følelser ude. Det er bare ikke særlig sundt i længden. Det ved jeg godt. Men det er det jeg kan finde ud af. -Så jeg lukkede alle følelser ude overfor ham og levede i årevis, uden at fortælle ham, hvordan jeg egentlig følte indeni.
Jeg blev ved med at være fanget i det samme følelser som min egen mor havde givet mig.
Jeg følte mig sindssyg svigtet. Jeg følte mig IKKE set. Jeg følte mig IKKE forstået. Jeg følte mig IKKE anerkendt. Jeg følte mig IKKE hørt. Jeg følte mig forkert. Som om det jeg sagde ikke passede.
En dag kom jeg til den kloge konklusion at, JEG VAR FORKERT. Jeg var ikke noget værd. Jeg var nederst i hierakiet. Jeg blev ikke prioriteret. Jeg var ligegyldig. Jeg var et nul. Jeg var dum. Jeg var grim. Jeg var uduelig. Jeg var bare en brik som skulle være der, for at det kunne kaldes for en familie.
Jeg har SÅ meget had ophobet i min krop til ham. SÅ meget had til min mor.
Jeg ved godt det her, det er lidt latterlig. Men jeg har altid været bange for ham. Han har jo altid overbevist mig om, at han var bedst. Selv i dag - 11 1/2 år efter vi er blevet skilt, kan jeg mærke de følelser han skabte indeni mig. Jeg ved godt jeg er bedre, og B har fortalt mig, at jeg er sååå meget stærkere end ham. Men han har sat så voldsomme aftryk af, at jeg ikke er god nok som jeg er, at jeg til tider tror på det, den dag i dag. Og han gør det stadig. Fortæller mig, at jeg er forkert.
De 2 mennesker. De har ødelagt mig følelsesmæssigt. De har ikke givet mig noget -udover omsorgssvigt. Og det ligger så dybt i mig og jeg reagerer ret hurtigt og nogen gange temmelig voldsomt på det, hvis nogle udsætter mig for det.
Jeg har faktisk aldrig fortalt min X hvad jeg følte. Sådan helt ægte rigtigt. Noget har jeg sagt og noget er blevet fortalt. Men faktisk ikke som jeg har fortalt det til B. Eller som jeg lige har fortalt det til dig. Jeg har aldrig fortalt ham, hvad han har gjort ved mig. Vi har snakket sammen, men han kender ikke sandheden bag, hvorfor jeg ville skilles. Jeg orkede nemlig ikke fortælle ham sandheden. Jeg vidste han ikke ville hører den. Jeg bærer stadig rundt på den. Den er indeni mig -og er måske med til at beholde noget af min passive aggressive adfærd? Men nej. Jeg ved, med 100 % sikkerhed, at det ikke vil hjælpe mig at fortælle det til ham. For jeg er forkert på den. Jeg kan se ham for mig. Sidde der og sige, -Du er forkert. Hele tiden, jane, du er forkert på den. Du er så dum. Og så vil han sidde og grine af mig. Og håne mig. Og vende øjne af mig. Og fortælle mig hvor dum jeg er at høre på og at jeg heller ikke fatter en skid og! At jeg bare ligner min mor. Og jeg ville tabe. Tabe stort. Jeg kan ikke fører en samtale med ham om mine tanker. Eller følelser. For jeg er virkelig -i hans øjne, forkert. Jeg er forkert på den. Jeg lyver. Det passer ikke det jeg siger.
Min mor. Altså, jeg har faktisk forsøgt at fortælle hende hvor uduelig hun var som mor -på eeeeen ikke så fornem måde. Over mobilen, på højtaler så B lige kunne høre med… men igen, hun fornægtede alt og kom med den samme salme om, at hun ikke var god til at snakke om følelser og at jeg da havde haft en god barndom og at hun havde hjulpet mig med ungerne.
-dagen efter fik jeg sms fra hende, hvor der stod et eller andet gejl og til sidst -det er som et mareridt 😡. Jeg hørte aldrig fra hende igen. Det var i maj -hun døde i juli. Jeg havde kendt hende i præcis 38 år og 4 dage. Den smiley- det er den jeg husker mest. Og følelsen af, at få den, var: -det du siger JANE, det passer ikke. Du er forkert på den. Jeg har ikke gjort noget forkert. Du er utaknemmelig. Følelsen af svigt. DU ER FORKERT JANE!
Så -JO JO fair nok. Jeg er passiv aggressiv -i nogle situationer. Og det bliver jeg, når jeg ikke føler mig set. Når jeg ikke føler jeg bliver prioriteret. Når jeg ikke føler mig hørt. Der kan gå lidt tid nogen gange før jeg opdager, at jeg selv synes, at jeg bliver udsat for det. Men når jeg ender i at være passiv aggressiv, så er det fordi jeg er fyldt op. Sådan helt op! Og jeg ved godt hvad jeg vil sige og hvordan jeg vil sige det -men jeg tænker også hvordan modparten responderer på det. Så jeg bruger enormt meget krudt på at tænke, skal jeg sige det eller lade være? For hvis jeg siger det her, så kommer der det her tilbage og så skal jeg handle på det. Så for hver ting jeg skal fortælle, kommer der et forsvar som jeg så skal forklarer/forsvare. Og så bliver det bare… ja, så gider jeg ikke. For så får jeg ikke lov til at fortælle det jeg gerne vil. Jeg bliver gjort forkert, for det er absolut ikke modpartens fejl. Det bliver pludselig mig der er hele problemet. Så derfor undgår jeg tit konfrontationen og tager derved ikke ansvar.
Jeg tror faktisk ikke altid at jeg tør. Tør at tage konfrontationen. Fordi jeg på forhånd har fået af vide, så mange gange, at jeg er forkert på den. Og jeg har ikke lyst til at udsætte mig selv for den følelse igen. Eller stille mig i den situation igen. Den situation hvor jeg taber. Og giver fortabt. For så ER jeg jo forkert på den ikk. Hvorfor skulle jeg starte noget, for så alligevel at give modparten ret. Så var jeg jo forkert fra starten. Dumme Jane.
Og JA. Jeg vil egentlig bare gerne have fred og harmoni. Jeg orker simpelthen ikke flere svigt. Jeg orker ikke mere utrygt. Om jeg så er verdensmester til at navigere i det, så orker jeg det ikke. Jeg vil bare gerne have ro i min krop.
Så når jeg er passiv aggressiv, for det må jeg erkende, at jeg er. Så er det fordi jeg er ved at give op. Så er jeg træt. Udmattet. Skuffet. Såret. Over at blive overset. Nedprioriteret. Ikke mødt i de følelser jeg har. Og vigtigst af alt. Bange for, at stå tilbage med følelsen af, at jeg er forkert -igen.
-er du ok Jane? Mig, ja da.
Kommentarer
Send en kommentar