Troldmanden fra Øster Lindet
“Lang tid siden, hvordan har du det?” Mig: så fint (løgn)
“Hvordan har du det?” Mig: super godt (løgn).
“Hvordan har du haft det siden sidst?” Mig: ok (løgn).
Du har nok forstået, at jeg er en løgner. At jeg lyver. At jeg ikke fortæller sandheden. At jeg ikke er ærlig.
Jeg ER en løgner. Og JA jeg lyver. Nogen gange. Ikke altid. Men nogen gange. Ok, mange gange. Ok ok, de fleste gange. Ok OK OK, stort set ALTID! Jeg lyver overfor mine børn. Overfor B. Overfor familie. Overfor gamle kollegaer. Overfor troldmanden. (Jeg præsentere ham lidt senere). Overfor mig selv. JEG LYVER!
Og jeg hader at lyve. Men det er faktisk kun det her spørgsmål jeg altid lyver om : er du ok?
“Så det er slut nu Jane. Ikke mere skuespil. Ikke flere løgne”. Det sagde han til mig. Ham troldmanden der. Ham der skal kurere mine følelsesmæssige propper i kroppen. Og det er faktisk en meget sjov og meget tosset historie. Du får den lige.
Ved ikke om du kan huske hende Shirley der, som er min terapeut. Nå, men hun arbejder sammen med Bjarne, som er kropsterapeut. Og efter 8 samtaler, hvor jeg har grædt -lidt, og spillet rollelege….. spurgte hun mig, om jeg kendte til kropsterapi. Øh nop. Aner ikke hvad det er. Men jeg har lovet at være åben -(jeg har trods alt betalt 8500 kr for hendes hjælp 🧐). Så. Jeg får en tid hos Bjarne. Har søgt lidt rundt på nettet om “kropsterapi” og hvad det kan gøre for mig.
Aaallttsssåååå jeg er sådan noget af en “alting sker af en årsag” og “der findes mere mellem himmel og jord end vi lige aner” og har krystaller i lommen og på natbordet. Så ok. Lad hans magiske tricks komme på prøve. Ikke at jeg som sådan tror på at det kan hjælpe. Men. Jeg er åben. Lets try.
Dagen kommer. Jeg er sgu noget spændt på det her. Jeg er altid ret ydmyg når jeg møder nye mennesker -især når det kommer til mennesker som (jeg tror) kan se IND i min krop og tror de kan fikse mig. Jeg er måske mere tilbageholden end ydmyg. Og i dag bruger jeg enormt meget krudt på, at se denne Bjarne an.
Jeg sidder og venter i det mikroskopiske venteværelse. På højre side er døren til Shirley og på venstre side, døren ind til Bjarne. I dag er døren til venstre åben. Jeg kan hører en gå rundt derinde. Puster ret meget. Som om det virkelig er svært at trække vejret mens benene bevæger sig. Så jeg bliver sgu liiidt mere spændt. Eller nervøs. Eller ok, mit hjerte banker. Jeg er nok mest pisse bange for hvad der skal ske.
Pludselig dukker der et ansigt frem i døren. Med et kæmpe smil. Jeg bliiiiver sådan lidt, hvordan skal jeg sige det… øøøhmm PAF.
Jeg bliver modtaget af en mand. En STOR mand. Han byder mig indenfor i hans rum. Der er stille mindfulness musik. Og varmt. Jeg sætter mig i en lille sort fake lædersofa. I vinduet modsat mig står et digitalur, som jeg af en eller anden mærkelig grund stirre på. -vi har nemlig 1 1/2 time sammen. Og jeg aner ikke 100 % hvad jeg skal lave med denne Bjarne i 1 1/2 time.
Midt på gulvet står en briks. Med det der hul til ansigtet, så man kan trække vejret hvis man ligger på maven. Den er fyldt med store hvide håndklæder. Bjarne sætter sig på briksen og kigger meget venligt på mig. Han er ikke ældre end mig. Og jeg er nu endnu mere skeptisk. For jeg er klog. Sådan virkelig mensa klog, på mig selv. Jeg ved alt om mig. Og bliver tit skuffet over de “klogere” mennesker der kalder sig psykologer, for jeg ved egentlig godt hvad de vil sige. Og jeg har gået hos rigtig mange i årenes løb. Snak snak snak. Selvfølgelig får jeg da nogle nye øjne på mig og nogen nye synspunkter og ideer og redskaber. Ja, jeg bliver da lidt klogere hver gang. Men ingen har hjulpet mig ordentlig videre.
Nå, en lang indskudt sætning, tilbage til troldmanden. Han spørger ind til hvorfor jeg er her og bla bla. bla. Alt det sådan nogen nu spørger om. Jeg fortæller lidt. LIDT! Men han fanger hvert et ord og stiller spørgsmålstegn til alt jeg fortæller. Denne Bjarne er ikke psykolog! Ej heller pædagog! Heller ikke særlig, øhm hvad skal jeg kalde det, han pakker ikke noget ind. Tværtimod. Han er hård og meget ligetil. Og jeg kan ikke forstå hvordan fanden han bare lige kan regne mig ud. Men jeg slapper mere og mere af. Og samtalen udvikler sig stille og roligt til en form for ligeværdighed. Han forgiver ikke at han er klogere end mig. Han -altså ikke udseendemæssigt, ligner B. Den måde han spørger ind til tingene på. Den måde han provokere mig. Måske derfor jeg slapper mere af.
Selve kropsterapien skal nu begynde. Og hold nu fast. Det er grænseoverskridende. Nu er jeg ikke en der elsker at danse rundt i bikini på strandene om sommeren. Jeg vil hellere gemme mig under en stor skjorte. Så da jeg spørger -ok hvad skal jeg gøre? Siger han lige så stille, “tag dit tøj af”….
Oookkkaj. Jeg vidste godt det foregik KUN i undertøj -så jeg havde sikret mig hjemmefra, at tage de største mormortrusser på jeg har og den største og grimmeste top. Men. Det der lige fik mig hylet ud af den, var…. At jeg bare skulle tage tøjet af foran ham. Altså ikke i et rum ved siden af og med en morgenkåbe på. Du ved. Pakket godt ind. Nop. Bare af med det. Ok ja. Han vender sig rundt for at finde et grønt fleecetæppe. Så jeg vender ryggen til ham og tager først min kæmpe sweathers af, så min t-shift og til sidst -og meget modvilligt, mine joggingbukser. - og kæk som jeg er og for ikke at vise hvor forfærdeligt jeg har det med situationen, spørger jeg -må jeg beholde mine strømper på? Af alt det tøj jeg havde taget på i morges, spørger jeg fandme om jeg må beholde mine strømper på. MINE FUCKING STRØMPER!! Come om Djæjne (jane på engelsk. Det er det jeg hedder i mit hovedet -så læs Djæjne når bogstaverne j a n e kommer).
Nop. Dem skal jeg også tage af. Jesus krist -som min store datter ville sige.
Nå, men jeg ligger mig på ryggen og han ligger det her enormt grimme grønne -noget tykkere end jeg lige regnede med, fleecetæppe over mig. Heeeeelt op til hagen. Godt så. Jeg kan klare det her. Briksen er varmet op og den er virkelig varm, men jeg fryser. -også om tæerne.
Han starter med at sige jeg skal lukke mine øjne og trække vejret gennem næsen- helt ned i maven (damn jeg hader de her vejrtrækningsøvelser) men gør hvad han siger. -du må gerne bruge lyd når du udånder gennem munden, siger han. Oookkkaj.. men! Ingen lyd fra mig, han laver lyde nok for os begge to…
Jeg ligger ikke mærke til, at jeg ligger fuldstændig stiv som et bræt, før han siger, sllaaaaaaapp aaaffff. Ahgrrrrr. (Min hjerne råber, det skal du fandme ikke bestemme. Idiot).
Han begynder stille og trykke i nakken. Og ja, det gør lidt nas, men jeg er ikke en pivskid, så jeg kommenterer ikke på det. Han er åbenbart ret god til at læse mig og siger -jane, du må gerne sige AV. Ok. Godt så. Det her, det er så langt fra min comfort zone. Jeg kan virkelig ikke være i det. Men jeg bliver ved med at prøve at trække vejret rigtigt og beholde mine øjne lukkede. Han trykker lidt på mit højre kraveben -og stop da. Jeg kommentere ikke på det før han igen siger - jane, du må gerne sige AV. Og så siger jeg AV. Og AV igen og av igen. Men hallooo, jeg græder ikke. -for det er vist det, det her kropsterapi skal gøre for dig. Manden skal finde nogen punkter på din krop hvor der sidder følelser i klemme og så skal man vist græde og så er de følelser så væk. Det er noget a la det. Men nop. Ingen tårer. Så trykker han lidt nede ved hoften - hvilket giver mig et tip til næste gang (hvis der kommer en næste gang) - HUSK AT TISSE INDEN!!! Så heller ingen tårer på det punkt. Han rykker sig om på min venstre side og trykker og ligesom putter sine fingre ind under mit kraveben -nøjagtig som han gjorde på højre side. Og BANG! WHAT THE FUCK! Jeg begynder at græde. Det gjorde ondt, det trolddomsshit han lavede, men ikke ondt så jeg skulle græde. Men tårerne vælter ud af mig. Jeg kan ikke styre det. Hvilket er temmelig grænseoverskridende, for jeg græder absolut kun hvis det er virkelig nødvendigt eller meget slemt foran andre mennekser. Så nu ligger jeg her. På en briks. Med et grønt tæppe over mig. Med lukkede øjne. Og græder. Jeg græder.
Han spørger ind til hvad der rør sig i mig og jeg ved det da ikke, for min hjerne er slået fra. Men alligevel får jeg fremstammet noget med, at der ikke er nogen der tog hånd om mig da jeg var lille. Og så skal jeg forstille mig at jeg i NUTID skal hjælpe mig i DATID. Lidt skørt ikk. Vi finder sammen ud af, at lille jane er 2 år. Jeg ser billeder i min hjerne og fortæller ham troldmanden, at jeg sidder på en bænk. Ved siden af mig sidder lille jane og græder. Jeg tager hende op og knuger hende ind til mig og trøster hende og siger beroligende ord til hende. Jeg stopper med at græde og han spørger mig, “hvad sker der nu”. Og jeg fortæller at lille jane trak sig væk fra mig, så jeg gav selvfølgelig slip på hende. Hun skal da ikke holdes om hvis hun ikke vil. Nå måske. Troldmanden siger, “tag hende op igen og giv hende noget mere kærlighed. Kram hende”. Og så tager han mine arme, så de kan kramme mig. -jeg ligger og giver mig selv et kram. Og begynder at græde igen. Stor tude faktisk. Og jeg knuger min krop med mine hænder og græder og græder. Men så med et. Så er det slut. Bum. Færdig. Jeg fjerner mine krammene arme og vil ligge dem ned langs siden igen, hvor de startede med at ligge, men troldmanden siger, “bliv ved”. Hmm. Ok. Jeg husker faktisk ikke helt hvordan det her skete, men det ender med, at jeg fortæller at Jane og jane sidder i en bobbel fyldt med glimmer og stjerner. Og det er fucking rigtigt. Jeg tumler rundt i en skide bobbel med glimmer. Og ved du hvad? Jeg griner. Jeg græder mens jeg griner. Han siger til mig, at det vist er glædestårer. Og lige da han siger det -ja! Fandme ja. Jeg føler mig glad.
Det er SÅ weird. Jeg ved ikke om du kan forestille dig det. Men det her, det er fuldstændig latterligt. Det er trolddom på den mest mærkelige måde.
Jeg slapper mere af. Og skal selvfølgelig stadig huske at trække vejret -gennem næsen og uuuuddd gennem munden. -(lidt svært når næsen er tilstoppet med snot). Og det her, det varer måske i 10 min. Max. Da jeg skulle kramme mig selv, havde han taget tæppen væk fra mit bryst, og det er først nu jeg bemærker at det ikke er rart. Heldigvis -inden jeg kommenterer på det, ligger han det op over mig igen. Han begynder at trykke mig dernede hvor lungerne går hver din vej- måske solar plexus…. jeg ved det ikke. Men det gør faktisk sådan ægte ondt. Og jeg siger, det er ikke rart. Og så siger han bare helt overlegent - det er her de fleste følelser sidder. Fair nok. Men FJERN DINE FINGRE! Det gør han så.
Han ryster mit højre ben. Sådan virkelig ryster det. Det er lidt voldsomt og jeg kegler rundt på den der briks. Så trykker han mig HÅRDT på indersiden af benet -lige under knæet. Fuck mand, det gør nas. Og jeg -næsten råber, av for fanden da. Han trykker bare hårdere og siger, -er du vred nu? Og ja, gu fanden er jeg vred, det gør sgu da pisse ondt. Så siger han, “hvem tænker du på lige nu?” Og den første jeg får i hovedet er min x-mand (kaldet min X) men også min mor. “Hvem tænker du mest på”? Spørger han. Min X!! Og jeg græder og græder og græder. Og jeg spænder i hele kroppen og knuger pludselig et af de hvide håndklæder i min højre hånd. Jeg sveder. Og græder. Som i græder. Og knuger endnu hårdere om håndklædet. Han spørger ind til min X og jeg fortæller om ham. Om det han har udsat mig for. Om hvilken person han er. Om hvordan han fortsætter med at være nedladende overfor mine børn. Og jeg er rasende. Tosset. Jeg tudbrøler. Han siger til mig lidt bestemt “vil du lade ham blive ved med at behandle dig sådan” Nej råber jeg. “Vil du blive ved med at lade ham bestemme over dig”? Nej siger jeg igen. Mens jeg bare hulker og hulker og hulker. Jeg kan ikke få luft. Min næse er tilstoppet af snot. Jeg græder så meget så jeg næsten begynder at hyperventilere.
Mens jeg ligger der på den varme briks. Knuger håndklædet, så min højre hånd gør helt ondt. Spænder overalt i kroppen. Og græder. (Jeg mindes ikke hvornår jeg har grædt sådan sidst. Måske aldrig nogen sinde). Mens jeg ligger der, finder jeg ud af hvor meget den idiot -min X, fylder i mig. Fylder i mit liv. Vi har ikke været sammen i 12 år, alligevel fylder han -stadig. Jeg har kendt ham i 23 år og al den vrede den hulker jeg ud. Den vrede og den afmagt jeg har følt, bryder ud af mig. Og så. Bum. Igen. Jeg er færdig. Jeg stopper med at græde. Stopper alt. Slipper håndklædet. Finder mig selv i en højst mærkværdig position. Min krop er faldet sammen. Jeg kan ikke bevæge den. Min krop er så tung. Min højre arm er faldet ud over kanten af briksen. Mit højre ben er på vej samme vej.
Han bevæger sig videre på min krop. Men uanset hvor han prøver at trykke er jeg færdig. For første gang i alt for lang tid, har jeg slået hovedet fra. Jeg tænker ikke. Jeg er bare træt. Han ruller sin stol op til mit ansigt og begynder at, øøhhmmm, hvordan skal jeg forklare det, nusse i mit hår. Tager fat med tommel og langefinger fra hovedbunden og trækker lige så forsigtigt op ad. Ja, det kalder jeg vist at nusse. Så “vågner” jeg. Og spørger -stadig med lukkede øjne, hvorfor gør du det? Og mens han bare bliver ved, siger han, “det gør jeg på alle mine klienter, for at få dem tilbage”. Og spørger -lidt frækt synes jeg, “det er du ikke vant til”? Hvor jeg dertil svare - MEGET bestemt: jo! Det gør B altid! Lad venligst vær med det. Og han stopper.
Jeg åbner øjnene og ligger bare og bliver nok lidt -meget, blufærdig. For jeg har i kampens hede formået nærmest at fjerne fleecetæppet fra min trætte tunge krop. Jeg rejser mig op, men bliver helt svimmel. Så jeg sidder bare helt musestille. Trækker tæppet op under hagen. Det eneste der foregår oppe i rodet i mit hovedet er, at lave en hurtig plan. En plan for, hvordan jeg hurtigt muligt kommer ned fra den her briks, over til den sorte fake lædersofa og kommer i tøjet - HURTIGST MULIGT. -vel at mærke, uden (!) at falde ned af briksen. Jeg vender mig forsigtigt rundt på briksen og hopper ned på gulvet. Holder vejret og går hen og -bliver i tvivl om hvad der er klogest at tage på først. Ja. Smarte hjerne hva. Helt ærligt, jeg står faktisk og diskuterer med mig selv om, hvilken beklædningsdel der er bedst at tage på først. T-shirten? Så kommer jeg til at stå i “bar røv” eller skal det være joggingbukserne, men så kommer jeg jo til at stå helt blottet ( ja ja, i know jeg har bh på). Eller, skal det være strømperne. Det blev t-shirten der vandt. Aldrig i mit liv har jeg taget bukser på SÅ hurtigt.
Jeg er kommet i tøjet og kan ikke vente med at komme ud i bilen og hjem til min kæreste. Jeg er helt høj af denne her oplevelse. Men samtidig enormt ked af det og træt. Jeg er virkelig træt. Det her var bare en prøve… et forløb hos ham er 6 gange og koster selvfølgelig også tusinder af kroner. Så han spørger om det er noget jeg vil. Og det vil jeg faktisk gerne. Så vi aftaler en ny tid.
Jeg skynder mig ud af døren. Åbner den tunge hoveddør. Lukker den og løber de 6 skridt der er hen til golfen. Ind med mig. På med musikken. DIZZY MIZZ LIZZY! What else.
Jeg drøner hjem. Og venter. Venter på B kommer hjem. Og tænker. Hva fuck skete der lige der. Jeg kan ikke finde hoved og hale på den 1 1/2 time. Hvor skal jeg starte? Hvor skal jeg slutte? For jeg ved. At B. Han vil vide hvad der er sket. Og han når heller ikke engang ind af døren, før han spørger- nå, hvordan var det? Han har det dejligste smil på læben. Glimtet i øjet. Han ved nemlig, han skal have en helt ny histore. Og han ved hvor svært det var for mig i dag. Alt det ukendte for Jane, det er hun ikke tryg ved. Han går de 4 skridt hen til mig og kysser mig på kinden. Nå, siger han igen. Hvordan var det? Og mig….. ja, jeg begynder bare at græde. B bliver helt lang i ansigtet og går et skridt tilbage. Han ser bekymret ud. Jeg får fremstammet. - det var så voldsomt. Så skørt. Og så får vi en cigaret eller to og snakker om min oplevelse. Jeg fortæller, men kan ikke huske hvad og hvordan det skete. Pointen blev, at det var ok. Det var fint nok.
Jeg har været der 2 gange siden. Men vi har kun snakket. Troldmanden har brugt lang tid på at finde ud af, hvad vi skal starte med og hvordan jeg har det. Og i går, ja i går der råbte jeg af ham. Og stillede spørgsmålstegn ved alt han sagde. Jeg var hård ved ham. Men han blev træt af mit skuespil. Og blev træt af, at jeg løj. Han sagde faktisk til mig, at han skulle være sikker på, at jeg ville det her. For han havde gennemskuet mig. Jeg fortæller ikke sandheden. Jeg gemmer mig. For jeg vil ikke bebyrde nogen med min elendighed. Jeg joker når noget kommer for tæt på. Hvis jeg ikke stoppede med at lyve -overfor mine børn, min dejlige kæreste, min familie, venner -mig selv. Så vil jeg ikke få noget ud af det. Og jeg vil gerne have noget ud af det. For jeg vil gerne have det bedre.
Så jeg er lige nu igang med, at lærer ikke at lyve, når folk spørger -
Jane, hvordan har du det? Er du ok? Jeg har det ikke så godt… det svar tænker jeg er ok at starte med.
Eller, jeg kunne jo også bare fortælle dig sandheden -
NEJ! Gu er jeg ok. Rent faktisk har jeg det af helvede til. Jeg har ondt i hele kroppen. Ondt i maven. Ondt i hjertet. Ondt i hovedet. Jeg er træt. Træt af at lyve. Jeg tænker bare, at det er lidt for voldsomt. Så jeg nøjes med det første. Ikke på toppen, men heller ikke i graven. Så må du tolke det som du vil!
Jeg skal afsted igen på tirsdag -og jeg glæder mig faktisk. Ikke til det der med tøj-situationen, men til at jeg kan slå mit rod i hovedet fra og bare mærke. Mærke min krop. Få alle de her indespærrede følelser ud. Ud af min krop. Og jeg håber -virkelig, at det kan hjælpe mig til at se mit liv i et andet perspektiv. At jeg ikke reagere så ekstremt voldsomt på små episoder. På dufte. På et ord. På en sætning. På en ting. Jeg håber, at jeg kan leve resten af mit liv uden al den smerte jeg har inde i min krop. Den afmagt. Den følelse af at være uønsket. Fravalgt. Nedprioriteret. At give mig modet til at turde. At turde begiv mig ud på nye eventyr. Tro på mig selv. Tro på, at jeg er god nok som jeg er.
Og jeg ved. Jeg ved der er håb forude. Jeg skal “bare” -hvilket ikke kommer så let til mig, liiige lære at tro. Tro på B.
Jeg TROR nemlig, at B er den bedste psykolog jeg nogen sinde har haft. Min nye kropsterapeut bliver han dog ikke. Han forsøgte ellers ihærdigt at trykke min hovedpine væk under mine fødder i dag. Men han har ikke lært troldmandens tricks endnu. Til gengæld! Så kender han mig FOR VILDT. Jeg anede ikke hvor godt han kendte mig, før vi havde en snak efter jeg havde været -ja hos min psykoterapeut. Han vidste alt. Hvornår jeg var glad. Hvad der gjorde mig glad. Hvorfor det gjorde mig glad. Hvornår jeg havde det skidt. Ikke altid hvorfor.. - men hvem kan bebrejde ham. Jeg lyver jo når han spørger. Og ja, han ved selvfølgelig også når jeg lyver. Han ved hvad jeg tænker. Hvordan jeg tænker. Hvorfor jeg tænker som jeg gør.. amen, han ved ALT om mig. Han provokerer mig, så jeg tænker anderledes. Han driller mig, så jeg tænker anderledes. Han stiller tingene op på anden måde end jeg gør, så jeg tænker anderledes. Og det har faktisk hjulpet mig i nogen situationer. Og ved du hvad - jeg blev faktisk så overrasket over hvad han vidste om mig. Og så rørt. Tænk, at der er et menneske, der har gidet at bruge tid på, at lærer så meget om mig. Han har lyttet. Sugede til sig af mine ord. Mine handlinger. Min væremåde. Mine oplevelser. Mine fortællinger. Han passer på mig. Er der for mig. Vil mig og vil mig det godt. Han TROR på mig. Hele tiden. Altid.
For første gang nogen sinde føler jeg mig sådan virkelig inderligt elsket -bare fordi jeg er mig.
Og det er ikke løgn
❤️
Kommentarer
Send en kommentar