At være baby
Men JEG elsker dem. Og jeg har fulgt dem siden 1994. Jeg var 16 år. Så det må blive mmmmm, 27 års fan. 🤘
Men! Der lørdag aften, kommer Marie Key også op på skærmen. Og det er ikke fordi jeg ikke kan lide hende. Hun har aldrig gjort mig noget. Kender hende ikke. Men. Min mor. Min mor synes hun var sååå sød. Med hendes hår og runde briller. Og ja. Hun ser da også sød ud. Men hver evig eneste gang jeg hører hendes navn; Marie Key, vender alt i maven sig på mig. Jeg bliver dårlig. Jeg bliver ked af det. Jeg bliver vred -ikke sur, for det er citroner. Jeg bliver fjern. Jeg bliver irriteret. Alt i alt - jeg bliver pisse dårlig.
Og hvor er det dog synd for Marie Key. For det er absolut ikke hendes skyld. Det er ikke hende der gør mig dårlig. Men det er desværre hende der bringer min mor op i mine tanker. Og ødelægger mit humør. Faktisk SÅ meget, at jeg siden søndag morgen har været igang med aaalt muligt, for jeg har en indre uro. En indre slagmark. En indre eksplosion. Og hvis jeg slapper af og VÆLGER at mærke hvad der foregår på den slagmark, så bryder jeg sammen. -i 12 sekunder. Og SÅ eksplodere jeg. Og jeg kan mærke at det bliver en så voldsom eksplosion, at jeg har lyst til at smadre noget. Jeg er rasende. Jeg taster så hårdt på det skide tastatur. Og mellem næsten hvert ord, holder jeg pause og knuger mine hænder sammen. Hårdt. Det trækker helt op gennem underarmen. Mit hjerte banker og min vejrtrækning er IKKE yogamindet lige nu. Nok nærmere en times pulstræning, uden pauser.
Det er hele tiden. Det sker hele tiden. Jeg har så mange flashbacks. De står i kø. Nej det gør de rent faktisk ikke. De hopper og danser ovenpå hinanden. Råber og skriger. “ tag mig, tag mig tag mig - nej tag mig først!”. De fylder i min krop. I mit sind. I mit hoved.
Så jeg laver rigtig meget andet end at lave ingenting. For når jeg er optaget, så hvisker de kun. Og jeg kan overdøve dem. Med DIZZY. Og med træning. Og løb. Og rengøring af bil. Og rengøring af skabet under vasken 🙄.
Hold kæft jeg har lavet mange latterlige- men i sidste ende gode ting, siden søndag morgen. Men jeg har også haft tøserne. Og så kan jeg larme sammen med dem.
Men i går kl 17. Der var det slut. Ingen børn. Ingen kæreste. Bare mig. Og mine flashbacks på slagmarken.
Såååå, jeg trænede en time. Havde også været ude at gå 7 km. Da jeg gik i seng var jeg heldigvis træt. Så da jeg lagde mig tænkte jeg. Jeg sover længe og så er jeg ikke træt og så kan jeg løbe en tur og træne og og og og….
Jeg har overlevet indtil videre. Uden at træne. Uden at løbe. Men nu går den ikke længere. Jeg VIL IKKE græde. Aaaj. Jeg gider faktisk ikke græde mere over hende. Hun var en egoistisk idiot. Sådan er det.
Jeg kan ikke få dem til at gå væk. De følelser. De minder. Nogen dage er de så alt overskyggende. Jeg kan ikke se gennem dem. Jeg kan kun mærke hvor ondt de gør hele tiden. Og det er intet at gøre. Jeg ved godt jeg forsøger at overdøve dem. Og jeg er en mester. Jeg er virkelig en mester til at larme. Men de er der hele tiden. Og jeg er så forbandet fucking træt. Så træt af det. Ja. Jeg ved jeg skal leve med det resten af livet - flashbacks’ne. Og jeg er igang med at øve mig i, at lære at smide dem væk. Og tro at de er væk. Men efter nogen dage, så er de der igen. Og jeg ved også godt, at jo mere jeg larmer for at ignorere dem, jo mere bider det mig i røven. For så ender jeg lige her, igen. Lige her, hvor al kraft er suget ud af mig. Og nej, jeg har ikke givet for meget af mig selv. Jeg har passet på mig selv. Gjort det der gør mig godt. Træne. Gå. Løbe. Tror faktisk jeg var i bad nogen gange i sidste uge også. Jo jo, så det går fremad.
Gu går det ej fremad. Jeg er jo endt her igen. Med alle de skide følelser jeg ikke gider føle. Og jeg har bare ikke kræfter til at løbe eller træne mig fra dem i dag.
Så hvordan finder jeg den balance? I at gøre gode ting for mig selv. Men UDEN at overdrive? Jeg fatter det ikke. Jeg ved virkelig ikke hvordan man gør. Jeg bliver bare hele tiden indhentet af fortiden. Hele tiden. Og jeg HAR arbejdet med følelserne og flashbacks’ne og ked-af-det-heden. Jeg har knoklet. Men jeg ender her igen igen.
I et nyt forsøg på at finde balance, er jeg startet til noget træning via jobcenteret. Det er træning med alle mulige forskellige mennekser, der er endt i samme system. Super fed træning. Jeg var ikke så godt til mode de første 3 4 gange. Men det gav -giver, mig overskud, at pulsen kommer op og jeg får svedt. Det er godt.
2 timer 2 gange om ugen. Jeg glæder mig rent faktisk til mandag og torsdag morgen kl 8:30. Men…. Det har også får mig til at indse, at jeg altså ikke kan finde den skide balance. Jeg får virkelig overskud af at træne -om det er styrketræning eller pulstræning eller en løbetur eller en halv times hård yoga. Jeg er wup wup bagefter. Og kan kører på det i dagevis -men alligevel ikke. For det bliver som om jeg flygter. Flygter fra tankerne. Fra billederne. Fra lydene. For de ligger derinde. Hele tiden. Og jeg bruger så meget energi på at skubbe dem væk. Så meget energi, at jeg simpelthen ikke kan nå at få fyldt op igen. Jeg kan ikke træne i 3 timer og kører mig selv fuldstændig færdig - for jeg bliver bare ved. Når jeg først er deroppe, så bliver jeg ved og jeg har slet ikke energien til at være deroppe. Men det er bare så dejligt. Jeg har kræfter til at skubbe dem væk og bruge mig selv. Og jeg vil bare så gerne være deroppe -hele tiden. For der er så fredfyldt og jeg bliver så dejlig fysisk træt. Og jeg kan ikke hører dem råbe. Og jeg er gladere. Og gider mere. Og smiler mere. Og griner mere. Der er rart deroppe. Virkelig. Men helt ærlig. Det jeg har brug for, og ønsker jeg kunne opleve, det er at være baby.
Kan du huske det? Da du var baby. Altså helt lille bitte baby. Som 1 dag eller 1 uge gammel. Den følelse. At ligge i din mors arme. Pakket godt ind. Helt varm. Du kan hører hendes hjerte banke. Helt stille. Bum bum bum bum bum. Du føler dig helt afslappet. Tryg. Godt tilpas. Ingen sult. Ingen tørst. Bare godt tilpas. In peace. Og din mor holder dig fast i sine arme. Hun kigger på dig. Der strømmer kærlighed ud af øjnene på hende. Ud af hendes mund. Hun smiler til dig. Kigger dig i øjnene. Hun smiler kærlighed. Du fyldes op af kærlighed. Af varme. Af lykke. Du føler dig i sikkerhed. Ingen kan gøre dig noget. Hun kan alt med dig på armen. Og hun bliver ved med at kigge på dig. Smiler til dig. Kysser dig på kinden. På panden. Du ved du er elsket. Du ved hun vil gøre alt for dig. Hun vugger dig i sine arme. Hun nynner en stille sang. Du ligger og kigger på hende. Hun er så lykkelig. Så glad. Hun er din mor. Og hun passer på dig. Hun knuger dig ind til sig. Kysser dig blidt på panden igen. Nusser din kind. Du lukker dine øjne og falder hen i lyden til hendes stemme, der stille hvisker -jeg elsker dig. Du vågner. Og det hele starter forfra. Hver dag. Hele livet.
❤️
-
Kommentarer
Send en kommentar