Anerkendelse eller forståelse

Jeg lå i nat under min elskede kugledyne og med en extra dyne ovenpå og spekulerede og grublede og vendte og drejede mig. Og overbeviste mig selv om, at jeg havde FULD kontrol over mine tanker. Så jeg måtte altså godt liiige vende og dreje det her meget interessante spørgsmål jeg fik fra en ven.

 “får man den følelse ved at gøre den anden jaloux?” 

Hvilken følelse tænker du nok. Følelsen af forståelse. Og igen tænker du nok,  WTF snakker pigen om.

Jo ser du, mit liv er i kaos. Jeg er et stort rod. Jeg har voldsom rod i hovedet. A la: et diskotek med alt for mange fulde mennesker der snøvler og vrøvler og jokker hinanden over tæerne på dansegulvet hvor musikken er en blanding af dårlige hits man ikke kan danse til og techno som man i øvrigt heller ikke kan danse til og alle bliver sure og kede af det og råber og med slåskampe udenfor, men som ingen kan stoppe for dørmanden har squ også fået for mange shots. Og man ligger med hovedet nede i toiletkummen og brækker sig og det eneste man har lyst til, det er, -at komme hjem. Hjem. Hjem. Hjem. Under dynen. Det skal stoppe med at snurre rundt. Og brækfornemmelsen skal forsvinde. Man skal bare have ro. Og holdes om. Og passes på.

Heldigvis har jeg, i det her rod, nogen mennesker der ligesom bare er der ☘️. Du ved. De er der bare. Uanset hvad jeg siger eller gør eller udstråler. Så står de bare ved min side. Og holder mig i hånden. Og trøster. Og lytter. 

Og vi snakker. Meget. Der er en, der bare er lidt ligesom et træ 🌳 Sådan en der bare ikke vælter. Som udstråler en enorm ro og balance. Overskud. Uanset hvor meget det blæser. Så står hun bare fast. Jeg beundre hende SÅ MEGET! Hun giver mig en form for ro. For hun taler. Stille og roligt. I hele sætninger. Hendes ord er meningsfyldte. Ikke dømmende. Men kloge og velovervejet - uden at VÆRE overvejet. Jeg snakker jo bare. Bla bla bla. Fuldstændig usammenhængende. Alle mine ord er kaos når det kommer ud af min mund. Jeg bliver selv snot forvirret når jeg hører mine egne ord. (Og hvor sjovt. Da jeg beskrev hende. Skrev jeg orderene med en enorm stilhed. Langsomt. Med et smil på læben. Velovervejet. Ingen tastefejl. Og da jeg begyndte at skrive om mig selv igen, så banker hjertet og jeg laver tonsvis af tastefejl).

Tilbage til spørgsmålet om følelsen. Det poppede op fordi vi for et stykke tid siden havde skrevet noget med forståelse. Og jeg kunne bare ikke få beskrevet eller finde de rigtige ord at sætte på selvet ordet FORSTÅELSE. Men ordet gjorde noget ved mig. Jeg har smagt på det i nogen dage nu. Og vendt og drejet det. Og i nat. I nat gik der et lys 💡 op for mig.

(Og jeg måtte simpelthen lige skrive at jeg havde fundet svaret. Som om jeg havde opfundet en eller andet sindssyg ting der kunne redde hele verden. Og jeg var bare helt oppe og ringe. Altså,  jeg kan godt forstå at nogen stadig tror jeg er bipolar, for lige der. Lige i det øjeblik det gik op for mig hvad jeg selv mente, satte jeg mig op i sengen med et sæt og tænkte på mig selv som en verdensmand. Halløj der. Stem på Djæne). 

Men det er fordi jeg selv fik et svar. Det var ikke så meget fordi jeg MÅSKE kunne knække koden til spørsmålet, men simpelhen fordi JEG SELV FIK ET SVAR OM MIG SELV! Og det betyder alverden for mig. At jeg forstår mig! Så kære du. Hør på mig. Forstå mig.

Jeg har i mange år nu vidst, med lidt ubehag tror jeg faktisk, fordi det er lidt flovt, at jeg er et menneske, der skal anerkendes. Jeg er en pige der skal anerkendes voldsomt. Det har jeg erkendt! Og anerkendt. Men i de sidste 6 måneder er der sket en form for ubevidst selverkendelse inden i mig. En erkendelse af, at jeg faktisk har fortrængt så mange traumer at min krop og psyke har haft en nedsmeltning og jeg (måske) nok burde have taget imod tilbuddet om indlæggelse på psyk for 6 år siden. For min erkendelse har nu i stedet for, forårsaget en sammenflytning der udløste så mange triggere til min PTSD, at jeg nu sidder selv. ( og det er en helt anden historie)! 

Nogen af mine triggere ligger i ikke at føle mig forstået har jeg fundet ud. Jeg troede det var anerkendelse. Følelsen af ikke at blive anerkendt. Men i rigtig mange situationer har jeg ikke følt mig forstået og når jeg i forvejen kæmper for at forstå hvorfor jeg reagere så mærkeligt, så pludseligt eller så voldsomt i nogen situationer, bliver den her følelse af, at andre ikke forstår mig: krænkende, dømmende, så “åh du fatter squ da heller ingenting”. “Jeg gider ikke diskuterer det her”. “Jeg gider ikke snakke mere om det”. Jeg tror jeg føler mig forkert. Ikke set. Ikke mødt. Ikke hørt. Og dermed (måske) ikke anerkendt. Men Jeg føler mig forkert fordi jeg ikke bliver forstået. Ikke fordi jeg ikke bliver anerkendt. Men simpelthen fordi jeg ikke bliver forstået. Og så kan vi diskuterer om jeg forklare tingene forkert. Men mit budskab. Mine følelser. Mine svar. Når jeg krænger mine allermest sårbare følelser ud og det ikke bliver forstået, føler jeg mig fortabt. Og jeg giver op overfor dig. Jeg magter ikke bruge mere tid på at forklare dig MIG. For du forstår mig ikke. Men det er ikke det samme som, at jeg ikke føler mig anerkendt. Jeg har bare hungret efter forståelse -nok ikke så meget anerkendelse faktisk.

Men hvad er forskellen på anerkendelse og forståelse egentlig? Altså JEG ved det ikke. Og jeg har lige googlet det. Og prøvet at forstå det. Og - anerkendt, at jeg ikke helt forstår det…

Prøv lige og hør, når jeg føler mig forstået, får jeg det sådan her inden i.

Jeg har en boblende følelse inden i. Jeg ser hjerter og stjerner alle vegne. Jeg vil fortælle alle om jer. Jeg er fyldt med energi når jeg har været sammen med jer. Jeg har følelsen af, at jeg kan meget mere når I er ved min side. Jeg har lyst til at råbe og skrige jeres navne. Jeg kan putte jer ind i alle sætninger. Jeg kan hele tiden fortæller historier om jer. I gør mig euforisk når jeg tænker på jer. I giver mig tryghed. Jeg er betaget af jer. Jeg smiler når jeg tænker på jer. Jeg føler at I vil MIG fordi I viser jeres sårbarheder frem til mig. Det er lidt en lykkerus. 

Sådan har jeg det med mine nye dejlige mennesker, mine venner ☘️❤️

For dig lyder det som om jeg er lidt forelsket ikk? Men jeg er altså slet ikke forelsket. Jeg er bare så lettet og glad for endeligt at blive forstået. Og prøv så lige at hør det her:

Min elskede kære fantastiske campingvogn er sat til salg og jeg har haft det sødeste par forbi og se på den. Og allerede inden de kom, jamen der var JEG solgt. Til dem. Manden Lars, ringer til mig samme dag, som et andet par har kigget på den og fortæller mig, at han er meget meget glad for at de ikke købte den. Og jeg står og græder samtidig med at jeg smiler af hans kommentar. Og vi snakker i 45 minutter, for han præsterer nemlig at anerkende min følelse af smerten over at skulle af med AT ( min campingvogn). Han FORSTÅR de følelser der er forbundet med livet på landevejen og friheden. At det er min baby. For han har de samme følelser. Og jeg er så betaget af ham. For manden forstår mig og mit tab. Og han fortæller lidt om hans kæreste og familie og jeg fortæller lidt om min kæreste og familie og sådan fortsætter vi altså i 45 min. Vi skriver sammen. Han og hans kæreste kommer forbi og kigger på AT og vi snakker i 1 1/2 time. Og jeg er skudt i dem. Jeg er SÅ glad for de her 2 mennekser. For de forstår mig. Lars ringer senere samme aften og siger han vil gøre det her salg så trygt for mig som muligt og de vil gøre alt for at jeg skal have det godt med det. Og vi skriver sammen - nu også med kæresten Rikke, som sender små ❤️ Og 🥰 og 🙏. Og jeg får virkelig denne her følelse af samhørighed. Og vi kommer ikke til at blive bedste venner. Eller noget som helst. Og de forsvinder ud af mit liv lige om lidt igen. Men den her følelse af forståelse, den giver mig så meget overskud og energi. 

Men fortæller jeg dig det her med ord og mine fagter og min indlevelse og smil og stjerner i øjnene og energien der strømmer ud af mig, så vil det virkelig se ud som om jeg er forelsket. Og måske….. vil det gøre dig jaloux. Men det er slet ikke for at gøre dig jaloux at jeg fortæller dig det. Det er bare min måde at vise, at jeg er blevet forstået. Og dermed hørt og set og mødt i det jeg er i. Og den her fantastiske følelse vil jeg gerne dele med dig, fordi den gør mig så glad og så godt. Og jeg vil dele den med DIG fordi jeg elsker DIG og fordi DU er den jeg vil dele mine oplevelse med. Men du forstår måske ikke min reaktion og min glæde og så ender vi et sted, hvor jeg føler mig misforstået og du føler dig måske jaloux eller ikke elsket, måske fordi DU gerne vil have, at det er DIG der giver mig den her følelse…  (og så kommer alle de dumme tanker og følelser og rodet i hovedet. Og det KAN sætte gang i alle mulige åndsvage misforståede historier og spørgsmål……). 

Så jeg vælger ikke at fortælle det. For jeg vil uden tvivl blive misforstået. Og HVIS jeg skal fortælle det, så skal jeg lave om på mig selv. Ikke smile. Ingen indlevelse. Ingen pondus på nogle af ordene. Monotont. Kedeligt. Skuespil - og sådan er jeg jo altså ikke. Så jeg holder min mund. 

Men jeg sidder også tilbage med en følelse af, at jeg ikke kan fortælle dig alt. At jeg skal passe på med hvad jeg siger, for jeg skal sige tingene, så du ikke misforstå dem samtidig med, at jeg gerne vil forståes af dig. Og hvis jeg ikke kan fortælle dig alt eller hvis du vælger at respondere negativt på mine, i mit hjerte, helt uskyldige “forståelses” historier, hvad har vi så tilbage? En snak om mælkepriser? Det er fanme da noget der giver rod i hovedet!

Jeg kommer ikke til at gå gennem resten af livet med forståelse fra særlig mange mennesker. Det ved jeg godt. Og jeg har absolut ingen svar på hvad forskellen på anerkendelse og forståelse er. For jeg forstod det ikke. Og jeg har absolut heller ingen løsning på hvordan vi - altså alle mennekser, skal forstå hinanden. For vi kommer nok aldrig til at forstå hinanden. Ingen er perfekte. Vi er alle unikke. Og vi har alle vores dæmoner at kæmpe med. Det anerkender jeg. Det FORSTÅR jeg. 

Men jeg vil gøre mit BEDSTE for at forstå DIG.  

Vil du prøve at forstå mig? 

                                                                         ❤️