Tømre, murer, personlig træner - hvor finder jeg liiiiige netop den der person?
Jeg har mange tanker. RIGTIG mange tanker. Og der er ingen der rigtig kender dem. Jeg sørger for, at jeg bruger de rigtige ord og de rigtige sætninger overfor de forskellige personer jeg åbner op for. Jeg “smager” lidt på folk. Ser dem lidt an. Hører lidt om dem. Og alt efter hvor i magt hierakiet jeg selv føler jeg er med det andet menneske, sætter jeg ord på NOGEN af mine tanker. -ser dem igen an. Mærker hvordan de reager på mine ord og mit udtryk. Dem som ikke kan kapere mine prøve-tanker, bliver smidt nederst i “hvordan kan jeg bruge dig i mit liv” kassen. Dem som respondere positivt og TØR spørge mere ind. Dem der TØR stille spørgsmålstegn ved mine tanker og ord. De ryger videre i min sjæl - men bliver testet. Igen og igen og igen. (Og der er altid nogen som ikke kan rumme mig alligevel. Og så stopper jeg bare med at snakke mere om mig).
Og så er der dem, der er psykiater og læger og sygeplejerske. Dem er jeg altid extra opmærksomme på. Jeg ved hvordan jeg bliver læst. Hvordan jeg sidder på stolen. Hvilket tøj jeg har på. Glimt eller ej i øjet. Velsoigneret. Stemmeføring. Ordvalg. Armbevægelser. Så alt efter hvad JEG vil opnå den pågældende dag spiller jeg det skuespil med det outfit der er passende, overfor dem.
Jeg ved godt hvordan jeg skal begå mig i forskellige rum. Hvordan jeg skal agere i forskellige forummer. Jeg spiller ALTID skuespil de første mange gange jeg er sammen med nye konstellationer. Altid. Jeg ved- af erfaringer, at jeg fylder. Jeg fylder rigtig meget. Store armbevægelser. Snakker meget. Snakker højt. Griner højt. Der er faktisk ikke mange der kan magte mig i længden. Og det er ikke fordi jeg er sådan et “ se mig se mig” menneske. Sådan er jeg bare. Jeg er sindssyg impulsstyret. Og når jeg griner er det fra hjertet. Når jeg snakker kan det blive meget intens. Jeg er enorm dyb og meget mørk. -Og meget nysgerrig på dig. Og jeg er et menneske der søger løsninger. For at forstå dig, skal jeg bruge mange oplysninger om dig. Så jeg spørger meget. Og snakker meget -for at forstå. Og glemmer at tænke, så mine tanke-løsnings-model kommer ud af min mund i stedet for at blive inde i min hjerne. Og mine ord og sætninger når jeg ikke altid at afslutte fordi jeg lige midt i det hele fik en ny tanke, som ligesom bare kommer ud af munden på mig. Det er som om der nogen gange er hul direkte fra hjernen og ud af munden. Jeg tror jeg NOGEN GANGE mangler dit filter. Du ved, det der sortere tanker og ord. Og som kan stille ordene i den rigtige rækkefølge og laaaaaaangsomt komme ud af din mund. Så du lyder klog og velfunderet. Jeg åbner bare munden og alle ord flyder ud som et vandfald. Jeg kan slet ikke holde styr på dem. Og jeg tænker ikke altid når jeg snakker fordi jeg bliver så draget af mine egne ord- eller faktisk resultatet af mit spørgsmål til dig, altså ok, det jeg mener er, det du gør med dine tanker når du forsøger at skabe et resultat, det gør jeg ud af munden ok. Got it?! Jeg finder løsningen ved at snakke. Du gør det inde i dit hovedet - jeg gør det via ord UD af munden. Og når jeg er færdig med mine ord. Sidder jeg ofte tilbage med en følelse af “ ååååh nej, ikke igen. Jeg forsvandt fra nuet og ind i en anden verden.” (Og her er det nemlig, at jeg nogen gange oplever, at dem som gerne vil mig, de smiler og svarer mig. Gentager noget jeg har sagt. De bliver i relationen. Men jeg kan alligevel ikke lade være med at tænke, om det bare var fordi de var søde og ikke ville gøre mig forkert og om de rent faktisk tænker- fuuuuuick, jeg magter ikke hende djæne igen. Hun snakker fanme hele tiden og larmer. Jeg bliver flov. Og tænker, hvis vi skal ses igen, så holder jeg min mund. Jeg er helt stille………..)
Men HVIS jeg snakker med dig og du fortæller mig du har et problem, jamen så tager jeg dit problem og vender det i min sjæl og mærker om jeg kan mærke det på mig selv. Og stakkels dig hvis jeg kan. For jeg går direkte i sympati og får en enorm trang til at fixe dig. For jeg kan vitterlig mærke din smerte. Og den gør ondt på mig. Og jeg kan blive ved og ved med at stille - til tider, meget meget kritiske spørgsmål, blot for at forstå dig. For at finde en løsning. For at få dig til at tænke anderledes. Måske du har overset noget. Mærket en følelse forkert. Og jeg er ikke bange for at give igen! For du skal ALDRIG tro at du ikke har en skyld i dit eget problem. For måske har du faktisk gjort, eller sagt noget eller skrevet noget som er en brik i dit problem. For der er ALTID to sider af samme sag. Og jeg er så retfærdig. Så jeg spørger meget ind til problemet i stedet for ind til dig. Men det er bare fordi du betyder noget for mig. Du er vigtig for mig. For du har åbnet dig overfor mig. Derfor er du vigtig. For mig. Det er jo sådan jeg gør med mig selv. Vender og drejer. Ok, måske tager jeg skylden lidt for meget på mine egne skuldre, men rolig nu, det arbejder jeg på. Jeg er jo overfor dig, som jeg i bund og grund gerne vil have du er overfor mig. Kritisk. Empatisk. Sympatisk. Omsorgsfuld. En ven.
Men, JEG har ikke brug for en ven. - ikke lige til det her. Jeg er ikke dig. Jeg har så meget rod i hovedet. Så mange tanker. Så mange følelser. Jeg ved ikke hvor jeg skal gøre af dem. Jeg har brug for en tømre. Eller en murer. Måske faktisk en entreprenør. Jeg skal nemlig bygges om. Jeg skal fixes. Men jeg vil IKKE fixes af en ven. Ikke en der er omsorgsfuld. Jeg kan simpelthen ikke rumme det. Jeg stoler ikke på at du kan varetage at tage min hånd og hjælpe mig igennem mudderet. Næh, jeg har umiddelbart ikke brug for kærlighed til at opbygge mig selv. Eller jo, det har jeg. Men det skal være fra mig selv. Jeg er det eneste menneske i hele denne store fucking latterlige lorte verden jeg stoler på. Jeg har brug for en der tager min hånd. En ond sergent. Måske egentlig. En der råber af mig. En der tvinger mig videre. Jeg er fuuuucking sensitiv og følsom, og det tager simpelthen for lang tid og jeg bliver nurset for meget. Det skal være hårdt! Den personlige træner der står og råber dig ind i hovedet KOM NU FOR HELVEDE, EN MERE, KOM NU! Det er det eneste jeg forstår. En der ikke er i besiddelse af empati. Men alligevel forstår mine mørke sider. Mine mørke tanker. En jeg ikke skal være bange for at fortælle om de grimmeste tanker jeg har, fordi de bliver bange for mig. Og nej, jeg kan ikke bruge en telefon samtale med et klogt menneske til noget. For jeg skal se dig. Jeg skal se din måde at reagere på. Dit kropssprog. Jeg skal se dig. Jeg skal se om du lytter. Om du HAR LYST til at lytte. Jeg har brug for en som jeg ikke som sådan connecter med. Jeg skal ikke have at vide, at jeg er sød eller sjov eller pæn. Denne her person skal være ond, men samtidig…… fuck mand. Jeg har squ da brug for en far. Det slog mig lige. Nå lige meget. Og vi skal ikke drikke kaffe eller sådan noget pis. Nej. Jeg skal have en personlig træner der skal stramme mit hjerte og min hjerne op. Eller måske er en murer bedre. Han kan lave et ordentlig fundament til mig. Eller tømreren… lige meget, jeg skal bare have en der gider lytte til mig uden at afbryde og uden at blive træt af mig.
Og nej. Medicin virker ikke på der her. Jeg SKAL igennem, men jeg må squ også erkende at jeg ikke selv kan trække mig op længere. Og jeg mangler en hjælpende hånd. Men faktisk kun til at lytte til mine tanker. Jeg mangler viiiiirkelig en der kan rumme mine tanker og som ikke skal have del i andet. Ikke noget give og tage. Bare en jeg kan læsse af på - og som jeg ikke selv skal lytte til bagefter. Jeg skal bare være et projekt der skal fixes. Intet andet. Ingen forslag til at tænke anderledes eller nogen til at give råd. Nej, jeg har altid været sådan her. ALTID. Det er mig. Mine tanker er en del af mig. Og alle mine ord er en del af mig. Det er det der gør mig til mig. Men jeg har brug for den der tømre eller murer eller personlige træner eller bare den der person, som KUN SER MIG SOM ET PROJEKT! Dig TØR jeg dele mine mørke tanker med. Dig tør jeg græde med. Dig tør jeg vise mig. For du skal ikke have noget af mig. Jeg skal ikke gå og være bange for at du ikke kan magte mig. At du forlader mig fordi jeg larmer. Fordi jeg ikke er fin nok. Fordi jeg er liiidt anderledes end andre kvinder. Fordi jeg er fucked up. For jeg er måske egentlig også meget tydelig og ærlig. Så du SKAL være sejere end mig. Og jeg skal seriøst have respekt for dig, ellers kommer det aaaaldrig til at virke. Og du skal ikke jokke meget i spinaten før jeg sætter hovedet på skrå og tænker, hmmmm dig, dig kan jeg godt snakke efter munden, du er ikke en skid klogere end mig. Og så virker det heller ikke. Og du skal have prøvet noget der er meget værre end mig. Jeg vil faktisk slet ikke høre din historie eller noget som helst om dig, du skal bare lytte til mig.
Såååå, hvor finder jeg sådan en person henne???
Kommentarer
Send en kommentar