Mor som forbillede
Mens jeg går og flytter rundt på kettlebells og håndvægte, hører jeg et “haaaj mooar.”
Min tøs er kommet hjem. Hun lister op af trappen. Kigger rundt i rummet. Giver mig et knus og siger “hey mor. Ved du hvad? I tysk skal jeg skrive en opgave om mit forbillede. Og jeg skal skrive om… diiiig”
Min datter vil simpelthen skrive en opgave om MIG -for jeg er hendes forbillede.
❤️
Og så slog tanken selvfølglig mig selv. Hvem er mit forbillede?? Det kan jeg som sådan faktisk ikke svare på. Men ét ved jeg - der er IKKE min mor.
Og så blev det hele pludselig til en stor gang rod i hovedet. På hver sin måde, så gjorde både Emils flytning og Albertes sætning ondt i mit hjerte. Det burde jo være sådan en fantastisk følelse at få af vide, at ens datter vil skrive en opgave om en. Altså come.
Min dreng kan stå på egne ben og min datter elsker mig.
-WHATS NOT TO LIKE???
Det er bare det at, min mor. Min mor smed MIG ud da jeg var 17. Jeg gik på 2. år på HHX og havde været i byen i weekenden. Jeg kommer hjem mandag morgen kl meget tidligt, for
bussen kører kl 7:00 fra Sandvig og skolen er i Rønne. (Det her sker på Bornholm) og det tager 1 time at kører.
Hoveddøren er låst -hvilket den ALDRIG nogensinde har været. Jeg kigger ind af vinduerne og kan se, at alle mine ting er pakket ned i kasser… Det skal her tilføjes at jeg ALDRIG har haft en nøgle til huset. Døren har altid været åben.
Jeg var hjemløs. Min egen mor havde gjort mig hjemløs. Jeg var 17 år.
Jeg tog bussen i skole sammen med resten af slænget og måtte sidde i hvert enkelt fag og forklarer, at jeg var blevet smidt ud hjemmefra og altså ikke havde ikke mine bøger eller opgaver eller noget med. Mine klassekammerater vidste godt at den var god nok, men det tog lidt tid med de lærere der. Den undskyldning havde de sgu alligevel ikke hørt.
Og tankerne rammer mig som pile i mit hjerte. Jeg oplever igen og igen de ting hun udsatte mig for. Jeg bliver så ked af det. Jeg kan ikke være i min krop. Det gør SÅ forbandet ondt. Alle de følelser der bare vælter frem igen igen. Billeder af hende være så fuld. Så høj af stoffer. Så skæv af hashen. Se de gange hun får tæsk. Se hvordan hun så ud dagen efter. Hvor bange jeg altid var. Hvornår siger jeg noget forkert så hånden falder på mig. Hvornår gør jeg noget forkert, så det er mig der får hånden at mærke. Hvor fuld er hun når jeg kommer hjem fra skole. Hvor mange mennesker er der i huset når jeg kommer hjem. Hvor fulde er de.
Hun var bare så pisse ligeglad med mig. Det hele handlede om hende selv. Hendes behov.
Hun boede sammen med en Henning dengang. De ville have jeg skulle betale for at bo hjemme. Hvilket jeg var helt ok med. Men!! Jeg ville ikke. Jeg vidste pengene ville gå til druk og hash, -men jeg turde ikke sige det til dem. Derfor smed de mig ud.
Havde min veninde, som jeg havde gået i klasse med siden 2. klasse, og hendes forældre ikke hjulpet mig. Så ved jeg ikke hvad jeg skulle gøre. Jeg boede hos dem nogen tid, hvorefter de fandt et lille værelse til mig med fælles bad og køkken. TAK TRINE 💛
Jeg kom lige til at tænke på, at jeg rent faktisk også har boet hos nogen andre klassekammerater. Da min mor på mystisk vis forsvandt fra jordens overflade. Tror jeg gik i 5. eller 6. klasse. Jeg kom hjem fra skole. Alt var splittet ad. Vendt på hovedet. Rod over det hele. Min lille hund -Madsen, sad i et hjørne og rystede.
Hvad skulle jeg gøre? Jeg tog hunden under armen -eller i snoren, og afleverer ham til en gammel dame i et rækkehus for ældre mennesker. Hende besøgte jeg nogen gange. Jeg kendte hende ikke. Men hun var flink. Og så tog jeg ellers hjem til trillingerne.
De VAR trillinger -vi gik i klasse sammen. De havde også en lillesøster. Der fik jeg lov til at bo. Jeg aner ikke hvor længe. Jeg kan huske, at jeg sad nede hos skolelægen eller psykologen eller nogen. Hun bad mig ringe til min far, som boede i Ringsted, og som jeg så i nogle af skoleferierne. Men jeg ville ikke flytte væk. Og han ville ikke så gerne have at jeg kom over til ham. Så jeg fik lov til at blive på Bornholm.
Min klasselærer spurgte om jeg ville hjem til hende og hendes 3 børn og mand og være i weekenden. Øøøh nej tak.
Min mor blev efterlyst i radio og tv. ALLE, som i ALLE vidste hvordan det hang sammen med mig. Og der var ingen der gjorde noget. Jo selvfølgelig. Alle mine veninders forældre passede på mig. Så sov jeg hos dem og jeg fik madpakke med etc.
Men ingen underretninger. Ingen tvangsfjernelser. Ingenting.
Så, lige pludselig en dag. Så står min mor udenfor døren. Så er alt godt igen. Og jeg kommer hjem.
Der var også dengang, i 3. klasse, måske i 4. Jeg kan ikke huske det præcist. Jeg finder min mor. Liggende på sofaen med en masse knive ved siden af sig. Jeg går hen foran hende. Hun kigger bare på mig med tårer i øjnene og siger jeg skal gå udenfor. Så det gør jeg.
Jeg ser hende ikke igen før måske…. 3 mdr senere. Min stedfar, tager mig med hjem til ham. Jeg kan tydelig huske, at jeg fik noget grønt at drikke. Fik et bad. Og så er alt sort. Jeg ved jeg kom til Sjælland hvor jeg var hos noget af hans familie. Hvorefter jeg kom hjem til min far. Der er jeg i sommerferien. Så bliver jeg afleveret igen. Uden noget. -hun har været indlagt på en lukkede. Ingen fortæller mig noget. Ingen gør noget.
Nå, men hvor kom jeg fra. Jo. Om mor som forbillede. Jeg kan sgu ikke se hende som et forbillede. -men jeg kan selvfølgelig godt skrive riiigtig meget om, min fortolkning af mig som forbillede… men det bliver en anden gang. -jeg mener, kan man være forbillede for nogen når man er psykisk sig.. 🧐
Det der er rigtig svært for mig, det er, at jeg ikke altid kan glædes uden der opstår nogle af de her grimme billeder. Jeg ved godt, at I alle kan sætte billeder på oplevelser ligesom jeg kan. Misforstå mig ikke -jeg kan bare blive ved og ved og ved og ved med at trække grimme oplevelser op af hatten. Den ene tager den anden.
Min datter fortæller mig, at hun vil skrive en opgave om sit forbillede, som er MIG -og se hvad det er endt i…. En lang smøre om svigt. Hvor langt ude er det lige.
Men jeg giver ALDRIG op. Jeg skal nok få ryddet op. Og på et tidspunkt.
Så er der ingen rod i hovedet.
❤️
Kommentarer
Send en kommentar