Æseldyr vs Tigerdyr

Jeg ligger under dynen. Jeg er spændt. Spændt til bristepunktet. For i morgen. I morgen når jeg vågner. SÅ, finder jeg ud af hvem jeg skal være i løbet af dagen. 

ÆSELDYR vs TIGERDYR

Hvem mon det bliver?…

Jeg vil allerhelst være Tigerdyr. Det er bare så fedt. Helt oppe og ringe og fuld fart fremad. Ingen stop. Talestrøm 24/7. Store armbevægelser. Ingen pauser. Grin der kan høres 5 km væk. Gang i den. Højt musik. Helst det der larmer -meget. Jeg behøver ingen søvn. Nada. Jeg kan kører igennem 2 døgn uden søvn. Jeg kan ALT. SOM I AAALLLT. Har fuldstændig styr mit shit. Bare spørg, jeg ved alt. Har alle svar. Hjælper alle der har brug for det. Snakker med alle jeg møder. Er ikke bange. Ingen hjertebanken. Ingen ondt i maven. Ingen tanker. Bare styr på alt mit shit. Og jeg griner. Og smiler. Og mine øjne smiler. 

Det er den fedeste følelse og jeg ELSKER den. Jeg har levet som Tigerdyr i mange år. Virkelig mange år.

Meeeeeen, æseldyr er kommet for at blive. Jeg hader det. Ingen energi. Nada selvværd. Ingen talestrøm, faktisk allerhelst ingen ord ud af min mund. Ingen bevægelser i kroppen. Pause 24/7. Ingen grin. Ingen smil. Er bange. Har hjertebanken. Har 1000 tanker. Jeg ved ingenting. Kan ikke huske noget. Jeg forstår ikke noget. Jeg har ikke styr på en skid. Jeg vil ikke udenfor min dør. Jeg vil ikke i netto. Jeg vil ikke møde nogen. Snakke med nogen. Hører på nogen. Hjælpe nogen. 

Jeg vil bare… ja hvad er det jeg vil? Jeg ved det ikke. Jeg har bare ondt i kroppen. Mit hoved er fyldt med rod. Rod i hovedet kan vi kalde det. Jeg er gået i stå. Kan intet. Gider intet, tror jeg er det rette ord. Jeg gider ingenting. Lad mig være! -Jeg er irriteret. Får angstanfald. Græder. Er vred. Træt, men kan ikke sove. 

Det er den latterligste følelse og jeg HADER den. Jeg har levet som Æseldyr i nogen år. Efterhånden mange år.

I perioder er jeg enten tigerdyr eller æsel. Det har jeg efterhånden lært at leve med. Ikke helt. Men jeg ved, at jeg kommer op igen når jeg har været nede. Det har jeg lært. Efter mange år. Om end jeg glemmer det, når jeg er allerlængst nede. Jeg tror aldrig på, at jeg kommer op igen.

Det der faktisk er det sværeste, det er når begge dyr kommer frem samme dag. Hold op. Så skal der til at forhandles. 

Vågner som tigerdyr. Wuhuhuuuu, her kommer jeg og kan klare hele verden. Men så går der 3 timer, så tager æseldyret over og hiver mig i den helt modsatte retning. 

Måske har jeg hørt en linje fra en sang der minder mig om noget. Eller set noget. Eller lugtet noget. Eller B har sagt et ord. Eller jeg har set et opslag på FB ell IG. Så kan jeg vågne nok så glad og tilfreds, men jeg bliver trukket ned. Heeeelt ned. Hvor jeg bare synes alt er noget møg.

Og så! Så skal jeg være mor og lave noget. Måske vi kører i IKEA. Og det er så fint. Jeg er helt ovenpå igen. Griner. Snakker. Fjoller. Smiler. Det kører bare derud af. Og vi kommer hjem. Og skal sætte tingene på plads, -og det er altså KUN småting! Ingen møbler eller noget. Og jeg går i gang. Og pigerne går i seng. Men jeg er ikke træt. Kl er 22:30. Stadig ikke træt. Fino. Ordner vasketøj. Vasker mere tøj. Ordner køkken. Tørre støv af. Kl er 23:54. Hmmm. Ordner resten af vasketøjet. Hmmm. Jeg har en enorm uro i kroppen. En masse ideer. Men den ene tager den anden. Og så har jeg glemt den første igen. 

Jeg ender med at komme i seng kl 01:30. Op igen kl 05:50. Heldigvis er det Tigerdyret der starter dagen sammen med mig. Jeg er igang hele dagen. Pigerne kommer hjem. Og mens de hygger på det nye værelse vi fik fixet i går, så sætter jeg mig i sofaen og finder en gammel serie frem fra gemmeren. Jeg kan nemlig se TV når jeg har det godt. Ikke når jeg har det skidt. Jeg starter kl 21:00, pigerne går i seng kl 22:00. Aaah ro. Alberte siger, “hey mor, nu ikke være så længe oppe”. Nej nej. Et afsnit. Så kommer jeg.

Kl. er 06:30 -jeg har set 11 afsnit………… får sovet 1 1/2 på sofaen. Fra kl 8-9:30. Så er jeg i gang igen. Kommer i seng kl 02:00, sover så til kl 14:47 dagen efter. Havde vi ikke været hos B, så havde jeg stået op da vækkeuret ringede kl 09:00. Mine piger skal være sammen med deres moar og ikke belastes af, at hun har en bipolar lidelse. 

Jeg er ekstrem sensitiv. Jeg suger ALLE indtryk til mig. Og jeg kan ikke sortere. En duft. En sang. En kort samtale. En lyd. Et ord. Efter turen til IKEA var jeg så fyldt op -og blev manisk. Tigerdyret overtog. Voldsomt. Det var jeg i 3 dage. Så kom æseldyret. Og jeg faldt sammen. Ingen energi. Ondt i maven. Hjertebanken. Dagene var svære. Kæmpede for at få gjort det jeg havde lovet. Det varede 2 dage dage. Så kom Alberte hjem. Vi havde begge brug for at komme væk. Alberte har angst og måske lidt social fobi. Hun har det rigtig svært. Jeg er på vagt. Hele tiden. I de uger hun er hos sin far lader jeg hende være. Jeg ved hun ringer -eller får sin AKT dame til at ringe til mig, hvis jeg skal bruges. Nå, men vi var en lille bitte tur i Vejle. Og så var den gal igen. Kom i seng kl 01.30 igen. Heldigvis skulle vi intet. Emil kom kl 10. Vi smuttede i jysk efter nogle ting til hans lejlighed. Hjalp med at få tingene op og på plads. Var til skole/hjem samtale med Alberte. Efterfølgende kørte jg hende hjem til hendes far. Jeg satte mig i sofaen kl 15.30. Jeg gik i seng i morges kl 7:30. Lå lidt og frøs. Jeg sov til 8:30. Øøøh sammenlagt 1/2 time. Har ordnet alt det der skal ordens. Jeg er ufattelig træt, men jeg kan ikke falde til ro. Jeg ved jeg ryger ned senere i dag.

Det er ufatteligt så mange kræfter jeg bruger på, at forene de to små mærkværdige dyr.

Wuuuuhuuuhuuuuu vs jeg gider ikke noget.

Jeg vil jo selvfølgelig helst være ligesom tigerdyret. Til gengæld bliver jeg enormt flov. For jeg larmer. Altså sådan larmer i andres øre og øjne. Min gamle leder sagde til mig til en MUS-samtale for nogle år tilbage, at jeg larmede. Jeg grinede højt. Jeg gik hurtigt, - altså tog mange små hurtige skridt.  Jeg snakkede for meget. Jeg havde generelt for meget krudt i røven. Og jeg blev så ked af det. For det var jo MIG. Jeg ved godt det er mange år siden -men siden den dag, tænkte jeg på, hver evig eneste gang jeg gik for hurtigt på gangen. Eller bevægede mine arme når jeg skulle forklarer noget. Eller hvis jeg kom til at grine -også selvom alle andre grinede. Jeg var blevet gjort så forkert. Og det følger mig stadig.

Når jeg møder nye folk. Så prøver jeg på ikke at være 100 % mig. At være stille og rolig. Ikke så mange armbevægelser eller høje lyde og grin. Ikke snakke for meget. Lytte lytte lytte. Og fuck. Når jeg så glemmer det. Når jeg glemmer alt det jeg ikke må være, så tænker jeg piiiiiiissss fuck lort! Jeg er så flov. Hvad tænker de nu om mig.

Er de allerede trætte af mig. Synes de jeg larmer? Vil de gå en stor bue udenom mig. Jeg tænker faktisk i skrivende stund, at det måske er EN af de ting der er medvirkende til, at jeg helst ikke vil ud blandt andre. Jeg ved det ikke. Bare en strøtanke. 

Det er virkelig hårdt. Det er ligesom om, der er nogen der trækker i mig. En i hver arm. Som om jeg bliver revet midt over. Hvem er stærkest lige nu. Eller i dag eller i morgen. Og hvor meget skuespil skal jeg spille for B og mine børn i dag. En dårlig dag, er en meget hård arbejdsdag. Og det har store konsekvenser de efterfølgende dage.

Det er noget rod. Det giver mig rod i hovedet. 

Jeg vil bare gerne være så stærk, at jeg ikke kan rives fra hinanden. 

Men hør Jane. Det skal nok komme. ALDRIG GIV OP. 

                                                            ❤️