Min skytsengel

Hun står oppe ved tavlen og fortæller at man ikke skal grave i sine tanker og følelser. De må gerne være der. Ubehaget må gerne være der. Tankerne må gerne være der, men man behøver ikke grave i dem. Behøver ikke at dyrke dem. Vær doven overfor dem. Bare lade dem være der.

Jeg er igang med min 2. session af et META kognitiv terapi forløb. Vi sidder 12 meget forskellige mennesker rundt om bordet. Jeg rækker hånden op og siger……

Ok. Jeg forstår. Men jeg tror jeg er så dybt afhængig og forelsket i mine tanker, at jeg ikke kan slippe dem.  Sessionen forsætter uden nogen egentlig forklaring på min formodning. Vi er trods alt jo også 12 mennekser. Vi laver nogen øvelser og får hjemmeøvelsen: giv dine grublerier en overskrift i stedet for at dyrke dem. 

Så det har jeg gjort…. 

Mine tanker og jeg går hånd i hånd. Jeg er gift med mine tanker. Vi har altid været sammen. Mine tanker og jeg. De passer på mig. De er der altid for mig. På godt og ondt. Og jeg fodre dem. Og giver dem næring. Jeg passer på dem. Jeg bliver irriteret på folk der forstyrre mig i mine tankeprocesser. For jeg kan ikke tænke når jeg skal svare på noget andet. Og det - altså at tænke, det er min livsstil. Det er noget jeg kan. Jeg skal have ro, så jeg kan tænke. Det er så vigtigt for mig, at huske mine tanker. For jeg synes de er super seje og ved at de hjælper mig med at finde løsninger. Løsninger på livet. På den jeg er. På hvorfor jeg reagere som jeg gør i givne situationer. 

Det er en sorg ikke at skulle dyrke mine tanker. Jeg føler det gør helt ondt ikke at må være sammen med mine tanker. Det gør virkelig ondt. For jeg skal sige farvel til en del af mig. Til den jeg er…… jeg føler faktisk, at jeg skal slå en del af mig selv ihjel. 

Jeg er meget sort seende. Har svært ved at glæde mig. Ikke over andres succeser eller noget. Men glæde mig ved livet. Jeg er så vant til smæk og nedture, at det er blevet til en livsstil for mig ikke at mærke glæde. Jeg tror ikke på lykken. - for den bliver ødelagt alligevel. Der sker altid noget, som gør at jeg kan sige - se, det var det jeg sagde. Jeg havde ret i mine sorte bekymrings tanker. Så mine tanker passede jo på mig - igen igen. Jeg fik jo ret. Og havde det ikke været for mine tanker, ja SÅ havde jeg nok følt en enorm smerte. Eller frustration. Eller overraskelse. Eller noget andet over situationen. Men det gør jeg jo ikke, fordi mine tanker passede på mig. De havde givet mig et hint. DE bekymrede sig over mig. DE passede på mig. De var nemlig et skridt foran. De så konsekvensen af handlingen, inden jeg selv gjorde. Så igen, de passer på mig. 

Når der kommer trigger ting eller trigger situationer, så er DE - mine dejlige, søde, smukke, helt igennem vidunderlige tanker, der MED DET SAMME. De holder mig i hånden MED DET SAMME. De finder en løsning, MED DET SAMME. De skuffer aldrig. For de har ALTID ret. De manipulere ikke med mig. De brokker sig nogen gange. Kommer med dumme kommentarer, men overbeviser mig altid om at de har ret, MED DET SAMME. Faktisk, så passer de så meget på mig, at de putter mig under dynen i sengen og fortæller mig, at der skal jeg blive, for det er det bedste for mig. Amen, se dog lige hvor de passer på mig. Og de skal nok ordne ALT i heeeeeleee verden for mig. SÅ meget passer de faktisk på mig. Nogen nætter vækker de mig, baaare for liiige at se til mig og fortælle mig, at de passer på mig. 💭❤️

At skulle være “doven” overfor en tanke eller følelse. Ikke at give den næring. Ikke at tage mig af den. Det er SÅ forkert inden i mig. For så nærer jeg ikke mig selv. Jeg lytter ikke til mig selv. Jeg passer ikke på mig selv. Jeg lyver. Og snyder. Jeg er utro. Jeg er “ligeglad” med mig selv. Jeg elsker ikke mig selv. For jeg elsker, sådan VIRKELIG elsker mine tanker. Og jeg mener VIRKELIG at de passer på mig. Det har de gjort hele mit liv. 

Mine tanker er min skytsengel ❤️😇

Jeg er 100% klar over, at mine tanker ikke altid gavner mig. Jeg ved det godt. Jeg ved også godt, at jeg bekymrer mig for meget - 90% af gangene var uden grund. Jeg har bare altid gjort det. Tildelt dem så stor en værdi og magt i mit liv, i min hverdag. Jeg er så pisse bange hele tiden. Og det er en ægte følelse - ( for mig i hvertfald). Bange for at blive passet på af andre, end mig selv (og dem). Bange for at blive såret. Skuffet. Ked af det. Mærke ubehag i kroppen. Bange for nedture. Bange for fremtiden. Bange for livet. Bange for at være positiv. For sæt nu, at min tro på mig sig giver bagslag. Dumme Jane. Jeg sagde det jo til dig. Du ER ikke god nok. Du KAN jo ikke finde ud af det her. Jeg sagde det til dig, men du valgte at overhører mig, så nu fik du lige en til lussing. Havde du bare lyttet efter, så var du ikke endt her. Stået i denne situation. Det fortæller de mig. Mine tanker. Så de passer jo på mig. 

Jeg er bange. Bange for at give slip på dem. Bange for ikke at lade dem bestemme. ( - jeg er altså ikke skizofren eller noget. Det er ikke stemmer jeg hører). For hvem er jeg så? Hvem skal så passe på mig? Og ja. Jeg ved godt at jeg ikke ER mine tanker. Og de må også godt være der. Jeg har bare altid passet på mig selv. Og jeg er rædselsslagen for at lade andre passe på mig. Skræmt fra vid og sans over at skulle “lade” mit liv i andres hænder. For jeg er total ALT eller INGENTING. Jeg aner ikke hvordan man navigere rundt i mellem det. Enten så gør du ALT hvad jeg beder dig om og læser mine tanker og fanger mine behov. A la “så er det NU jeg skal have den kop kaffe, IKKE for 5 min. siden vel”  eller også så er det a la “det lige meget, jeg klarer det selv”! 

Jeg ved simpelthen ikke hvordan jeg skal gøre. Og lige præcis det, at skulle “lærer” at navigere rundt i mit eget liv på en anden måde, skræmmer mig. Og alt i mig skriger. Jeg bliver bange. Sådan oprigtig bange. Altså FØLELSEN at være bange rammer mig. Lige i maven. Mit hjerte slår hurtigere. Jeg får næsten et angstanfald nu. Det er fuldstændig latterligt. Så, jeg tænker - selvfølgelig, amen Jane. Så ER det bedste for dig at gøre som du altid har gjort…..

Ingenting. Absolut ingenting. 

Blive i mine gamle mønstre. Putte mennesker i kasser. Diskuterer med mig selv om hvorvidt man manipulerer med mig eller ej. Holde afstand. Holde mund. Gå igang med min dyrkning. Blive irriteret.

Og når jeg lige hurtigt læser hvad jeg skriver, så sidder jeg faktisk og griner lidt af mig selv. For jeg ved jo godt, at jeg skal tænke på en anden måde. Jeg ved godt der ikke ER noget at være bange for. Jeg ved godt det hele bare er fucked up i mit hoved. 

Men helt ærligt, uanset hvor meget jeg VIRKELIG VIRKELIG VIRKELIG gerne vil tænke og agere på andre måder, så tror jeg måske, at jeg tror så lidt på mig selv, at jeg ikke selv tror på, at det er noget jeg faktisk vil. Jeg er så ekstremt bange for at fejle. Så ekstremt bange for at være glad. Så ekstremt bange for at være…… fri. Måske. Fri. Fri for mine tanker. Fri for bekymringer. Fri for mig…..

Jeg ved det ikke. Og nu kan jeg så igen starte på en ny dyrkning, en ny fortælling om mig selv om hvorfor jeg mon tænker lige præcis det og hvad det så gør ved mig og og og og …………

Overskriften kunne være noget a la: STOP JANE! i stedet for. 

                                                                            ❤️