PTSD
Som nogen af jer ved, har jeg en diagnose, bipolar lidelse type II. Den har stået på mit livs-cv de sidste 5 1/2 år. Jeg er blevet proppet med medicin, morgen og aften, for at kunne fungere i livet og have en nogenlunde hverdag. Jeg sagde mit job op i 2020 -det er 2 år siden nu og det jeg troede jeg skulle, nemlig at leve livet og finde noget der gjorde mig glad, blev til en voldsom nedtur. En nedtur der kom sååååå meget bag på mig. Jeg vidste ikke hvorfor jeg var blevet sat i verden. Hvem jeg var. Hvad jeg skulle med mit liv. Jeg havnede i en total identitetskrise. Samtidig begyndte jeg at spekulere over denne diagnose. Læste, følte, afprøvede grænser. Jg havde nogen gode snakke med B omkring det. Og i oktober sidste år, kom jeg tilbage til psykiatrien og ville ud af min medicin og have en ny udredning. For jeg passer ikke ind i den diagnose. Men NEJ!!! Blev der sagt fra ham lægen Bruno der. Du er og bliver bipolar. Jeg svinede ham til. Græd. Råbte. Slog i bordet…. Fino. Ny strategi. Udtrapning af medicin. NY udredning. Den fik jeg sgu. Først et spørgeskema hos sygeplejersken, som så skulle videre med det til en anden og så et møde for at få svar på, om det gav adgang til en udredning. Det gjorde den. Så selve udredningen. Ferie…………..
Og for lidt over en uge siden, fik jeg så ENDNU en diagnose. PTSD. Men denne gang, får jeg hjælp af mennesker -ikke medicin. Det er en glæde og en kæmpe sorg. Glæde, fordi jeg får hjælp. Sorg, fordi jeg er så slemt skadet indeni, at det forstyrrer min dagligdag i en sådan grad, at jeg har svært ved at være her. Men!! Jeg har selvfølgelig læst og læst og læst og har nu en lidt større forståelse for, hvorfor jeg reagere så pludseligt og voldsomt som jeg gør på lyde, dufte, stemninger, sætninger, ord, på mennesker. Jeg lever i en daglig rus af flashbacks. Det er faktisk meget voldsomt. Og ja, det har jeg altid gjort. Men jeg har (og mine omgivelser) altid troet, at jeg nok bare ikke var stærk. At NÅR jeg reagerede på lyde og dufte og ord og blev dårlig og ked af det, så var det fordi jeg jo var bipolar og når du er bipolar kører du jo op og ned i løbet af dagen eller en uge eller noget. Du er wup wup glad og det næste øjeblik dyyyybt depri. Jeg kan huske B forklarede det til en sådan her; hun kan være glad og grine og pjatte og så kan hun gå på toilet og når hun kommer ud er hun deprimeret og ked af det. Og så kan hun være glad igen…….
Men det viser sig faktisk, det er MIN KROP der reagere på ting og slet ikke mit hoved. -så måske min blog skal hedde rod i kroppen eller kropsrod i stedet for rod i hovedet.
Så jeg er slet ikke svag. Eller har rod i hovedet. Jeg er bare traumatiseret. Voldsomt. Det er første gang jeg har skrevet det ord: traumatiseret. Og tænkt det i forbindelse med mig selv. Mærk lige Djæne, (jeg hedder jane, udtalt på engelsk i mit hoved= Djæne.) Mærk lige i maven hvad det gør ved dig. Ha ha ha - fuck det. Hej jeg hedder jane, jeg er traumatiseret. Rend mig i fucking røven.
Nå, men det er faktisk ikke kun derfor jeg er sur og vred og gal og frustreret og AGHRRRR.
Nej. Jeg har fået af vide, at jeg ikke kæmper. At jeg har givet op.
Og når jeg skal beskrive mig selv, så er jeg en fighter. Jeg giver aldrig op. Jeg kæmper og kæmper og FUCKING KÆMPER!!!
Men udadtil, så ligner det ikke altid at jeg kæmper for… et eller andet eller noget. Jeg kan sagtens kæmpe mig gennem et løb eller armgang eller wallsit…. Der kan du fysisk se, at jeg kæmper. Men jeg kæmper faktisk hel tiden. Jeg kæmper OGSÅ når du ikke ser mig lave noget fysisk. Og hvis du vidste hvor meget jeg kæmper -inden i, for at jeg overhovedet kan eksempelvis få et ord ud af munden. Jeg skal rent faktisk fortælle mig selv, huske mig selv på, at jeg skal åbne munden og at der skal komme ord ud af min mund nogen gange. Ja, det ved jeg da godt, at ingen af jer tror på. For Janes mund står aldrig stille. I know. Men nogen gange, der bruger jeg faktisk så mange kræfter på at huske at åbne munden og snakke, at jeg har glemt hvad jeg feks. skulle svarer på. Jeg har SÅ mange følelser inde i min krop at jeg er ved at kaste op. Hey- måske jeg skulle få en bulimi-diagnose også. Så kan jeg kaste mine følelser op og smide dem af helvede til.
Så når jeg pludselig får af vide, at jeg ikke kæmper, ja, så bliver jeg vred! For måske synes DU, at JEG skal kæmpe på DIN måde, for at du kan se at jeg kæmper. Men hey. Hey hey hey. Prøv lige at tage mine sko i str. 36 på ikk. Prøv liiiige at mærke hvor hurtigt du får ondt i fødderne. Gå liiiige 20 km i dem -uden stop og uden plaster, bare gå. Og fortæl mig så, når du kommer tilbage om du kan fører en helt normal samtale og tage stilling til og svar på det ene og det andet og det fucking 753. spørgsmål, når dine fødder bløder, har vabler, neglene falder af og bare gør ondt. Når smerten fra dine fødder trækker op gennem dine lægmuskler og giver dig krampe og videre op i maven og giver dig konstant kvalme og videre op til dit hjerte, som banker så hårdt og hurtigt at det føles som om det er på vej ud af din brystkasse og videre op til dit hovedet, hvor det eneste du tænker på er, hvor ondt det gør. Hvor ondt, ondt, ondt det gør og de eneste andre tanker handler om, hvordan du kan dulme smerten. Hvordan du kan fortsætte i morgen UDEN at have andre sko at tage på. Fortæl mig så, at du ikke kæmper. Kæmper for at holde tårerne tilbage, for ikke at virke svag, kæmper for at fortsætte dag ud og dag ind med dine smerter SAMTIDIG med, at du skal være mor og ekstra mor og kæreste og agere glad og overskudsagtig og have dine normale arbejdsopgaver og løse konflikter og rend mig i røven.
Så der er fanme overhovedet INGEN i hele denne verden der skal fortælle mig, at jeg ikke fucking kæmper! Jeg har kæmpet hele mit liv og jeg har IKKE givet op. Jeg har sagt at nu, nu giver jeg op ja, det er rigtigt, men det gør jeg jo aldrig. Jeg er bare træt. Træt af, at konstant skal kæmpe. Træt af at have ondt. Fysisk ondt. Og undskyld, at jeg har oplevet ting som du ikke har, som gør det vanskeligere for mig at holde fokus og finde løsninger. Men mit rod i hovedet -eller kropsrod, gør det, EVIDENS baseret faktisk, virkelig virkelig VIRKELIG svært for mig, at overskue ting. Min krop føler. Den føler før jeg tænker. Den reagere før mit hoved. Jeg bliver rent faktisk fysisk dårlig, inden rodet i hovedet kommer.
Men du er ikke mig og jeg er ikke dig. Og vi kæmper alle sammen på hver vores måde OG vi har alle sammen oplevelser med i bagagen, som gør, at vi ikke altid heeeelt forstå hinanden og hinandens måde at tænke og agere på.
Men du skal aldrig fortælle mig, at jeg ikke kæmper eller at jeg har givet op, før du har levet mit liv. ALDRIG!!!!
❤️
Kommentarer
Send en kommentar